Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Jørn Ungstrup / Privat
Der er ikke bare ét, men hele to imponerende jubilæer, der skal fejres, når årets Fugleskydning i Svanninge finder sted fra den 12.-16. juni.
Faldsled/Svanninge S.G. & I. har 120 års jubilæum, mens den traditionsrige fugleskydning kan fejre 65 års jubilæum.
Der venter fire dage med fest, familieaktiviteter og naturligvis fugleskydning.
For god ordens skyld må vi hellere allerede her nævne, at INGEN levende fugle står til at miste hverken liv, fjer eller førlighed under skyderierne.
– Nej, ingen bliver slået ihjel her. Deltagerne skyder til måls efter en træfugl, og sådan har det altid været. Der skydes efter vinger, krop og hoved i en bestemt rækkefølge, og via et sindrigt system så finder vi frem til en ny fuglekonge, forklarer Niels Erik Jensen, der er æresmedlem i hovedforeningen, tidligere formand og skyttekonge.
Det med det sindrige system er mildt sagt.
Det handler nemlig ikke om at ramme bedst, at ramme sidst eller for den sags skyld overhovedet at ramme den omtalte træfugl. Nogle af reglerne, med mere 65 år på bagen, lyder blandt andet:
Fuglekongen skal have affyret mindst et skud mod fuglen, skal være bosiddende i lokalområdet, skal være i et forhold, skal være til stede ved fugleskydningsfesten lørdag aften, må ikke tidligere have været fuglekonge, og sådan fortsætter regelsættet med et hav af restriktioner, der gør det svært at forstå, at det hvert år rent faktisk lykkes at finde en fuglekonge.
Der følger både privilegier og pligter med titlen som fuglekonge.
Sådan har det også været, siden de første skud blev løsnet bag det tidligere bryggeri ved siden af Dagli’ Brugsen i Millinge i 1953.
Alle i den “royale” husstand får frit kontingent til alle aktiviteter i Faldsled/Svanninge S.G. & I. i et helt år, fuglekongen er fanebærer ved forskellige arrangementer, men skal også være med til at arrangere fugleskydningen i de kommende tre år.
Så er der det med alle festlighederne.
Traditionen foreskriver, at fuglekongen skal følges hjem efter fugleskydningsfesten lørdag nat, og det er ikke ualmindeligt, at et følge på 40-50 gæster tager med til skyttekongens hjem for lige at få en bid brød og lidt til at skylle efter med. Til næste års fugleskydning så skal fuglekongen være vært ved morgenmad eller brunch for alle de tidligere fuglekonger, der efter sild og snaps går i optog til festpladsen med det lokale FDF-tamburkorps i spidsen.
Lyder det festligt?
Det er det bestemt også, bekræfter formand i Faldsled/Svanninge S.G. & I., Flemming Lunde.
– Traditionen er et samlingspunkt for hele lokalområdet. Programmet rummer jo også en masse andet end selve fugleskydningen og strækker sig over flere dage. Vi prøver at gøre det til en fest for store og små med flere familieaktiviteter som børnedyreskue, lasergame og som noget nyt børnefugleskydning. Vi synes, det er vigtigt, at områdets børn og unge lærer traditionen at kende, så nu finder de deres egen fuglekonge efter helt samme regler som de voksne, men de skyder bare ikke med salonriffel efter fuglen, men med bolde, fortæller Flemming Lunde.
Ud over den helt store fugleskydnings-lørdag, så byder programmet også på en fodboldturnering fredag aften. Indtil videre har 18-20 deltagende hold med i alt 200 spillere meldt sig til at kæmpe på grønsværen, og også her er reglerne et kapitel for sig selv.
– Når der bliver scoret, så skal holdet, der har sendt bolden i nettet, trække en seddel med et ukendt budskab. Det kan være, at modstanderholdet skal have tre mål foræret, at der skal trækkes et par scoringer fra måltavlen eller noget helt tredje. Det eneste, der er sikkert, er, at ingen ved, hvordan kampen ender, før slutfløjtet har lydt. Vi har faktisk haft et hold, der vandt turneringen uden at score et eneste mål, griner medarrangør Martin Pedersen, der er en af de mange trofaste arbejdsheste, der hvert år kæmper med praktiske gøremål.
Troede du ikke, at det kunne blive mere skørt, så læg lige mærke til programpunktet “cowshitting”.
Her kan spillefugle vinde 2000 kr., hvis de kan gætte, hvor en ko lægger sin næste, ja, ko-kasse.
– Vi laver en indhegning med 156 nummererede felter af 1×1 meter. Nu kan deltagerne så spille på, hvor koen skider første gang. Det kan tage tid. Lang tid, alt efter hvad koen har spist. Den skal helst ikke have for mange majs, inden den slippes løs, så kan det sgu være svært at finde en vinder, hvis kokassen ligger spredt ud over flere felter, beretter Martin Pedersen.
Selv om det lyder som en meget lokal egnsfest, så er alle meget velkomne til at tilmelde sig de forskellige aktiviteter eller bare kigge forbi og snuse til stemningen, understreger Flemming Lunde.
– Ja, for søren. Vi håber da, at mange “udefra” har lyst til at deltage i banko, famileaftenen, fodboldturneringen og selvfølgelig fugleskydningsfesten. Kom og vær med, det er nogle rigtige gode dage, forsikrer formand Lunde.