Arrangørerne bag årets Trollefest i Korinth har sørget for et brag af en opvisningskamp i Korinth oven i købet med fri entre.

Søndag den 27. maj fra klokken 11 bliver der fodboldfest ved Korinthhallen.

Støtteforeningen bag Trollefesten har nemlig fået OBs superligatrup til at lægge vejen forbi Korinth, hvor holdet kommer til at møde et blandet hold af friske gutter fra Korinth IF, Krarup/Espe Fodbold og Bøgebjerg IF, som skal forsøge at holde stand, så længe som muligt, mod de dyre ben fra øens hovedstad.

Der bliver også besøg af Victor, OBs gæve tiger-maskot, der vil hilse på alle fodboldpiger og drenge på stadion.

Forud for hovedkampen mødes to hold af rutinerede kræfter, da der spilles en Old-boys kamp på grønsværen, ligesom der arbejdes intenst på en overraskelse, med stjerne-islæt, som det hedder i pressemeddelelsen.

Selve Trollefesten finder sted senere på sommeren, nemlig i uge 31.