Flere af Faaborgs små gader og stræder danner i disse dage ramme om en ny dansk kortfilm.

Fredag formiddag foregik optagelserne i Grønnegade foran Faaborg Museum, hvor et stort filmcrew arbejdede hårdt på at få en scene med en ventende taxa i kassen.

Det er produktionsselskabet Invictus Film, der i denne uge har base i Faaborg for at optage scener til kortfilmen “Doretes Øjeblikke” med den ungarske instruktør Kristof Z. Markovics ved roret.

Filmen handler om en taxa-chauffør, der samler en ældre kvinde op.
Hun betror sig hurtigt til chaufføren, og turen til kvindens endelige destination bliver en rejse gennem hendes farverige liv, en rejse der fører til en intens oplevelse for begge parter.

Kiril Schjørring, der er producer på kortfilmen, fortæller, at han er forelsket i Fyn og Faaborg. En forelskelse der faktisk har stået på noget tid. Han kommer oprindeligt fra København, hvor han i en ung alder stiftedede Invictus Film med en partner, men nu har han både privat og professionelt rykket teltpælene op og fundet vej til Fyn.

– Jeg er selv flyttet til Odense, og har oprettet en filial af vores virksomhed her, fordi der sker så meget på Fyn omkring Film.

Der er også masser af “fynske fingeraftryk” på produktionen i Faaborg.

– Vores filmhold består stort set kun af fynboer, den ene skuespiller i filmen, Mads Kruse, er fra Svendborg, og en stor del af optagelser kommer til at foregå her i Faaborg, fortæller han.

Kiril Schjørring er også sikker på, at det ikke er sidste gang, at han skal optage på Fyn og i Faaborg.

– Jeg er vild med området. Det er SÅ fantastisk her. Der er ikke noget Fyn ikke kan, når det kommer til Film. Folk er så søde og rare, og jeg glæder mig allerede til at komme tilbage, siger han.

– Men husk lige at fortæl, at vi er her på grund af FilmFyn.
Hele projektet er kun muligt på grund af deres støtte til unge filmtalenter, slutter Kiril Schjørring.