Ridestævne blev afbrudt – flot pris til lokal rideklub

Østerby Sportsrideklub afviklede søndag formiddag et stævne i dressur og spring med deltagere fra Fyn, Ærø og Langeland.

Det var dog ikke de firbenede, der løb med den største opmærksomhed i denne omgang.

Stævnet blev nemlig pludselig afbrudt af formand for Folkeoplysningsudvalget Steen Virkelyst. Da de fremmødte kunne høre ham over højtaleranlægget, var det ikke med kommentarer til rytternes præstationer, men med en fornem hæder til klubben.

Østerby Sportsrideklub blev kåret til Årets Forening i Faaborg-Midtfyn Kommune, og udover æren fik foreningen også tildelt en flot statuette samt 7500 kr.

Det var en rørt og glad formand, Tina Ploug, der sammen med en del af bestyrelsen til stor overraskelse, kunne modtage prisen.

Nu kan de sammen med ryttere og fremmødte, klappe sig selv på skulderen for den fornemme indsats, der ligger til grund for prisen.

Stort tillykke til Østerby Sportsrideklub.

Se Jørn Ungstrups billeder fra dagen: