Fredagen bød på en ualmindelig god nyhed for Faaborg-området.

Der er nemlig udsigt til, at der igen kommer liv i området ved det tidligere Faaborg Sygehus.

Borgmester Hans Stavnsager bekræfter overfor Det Rigtige Faaborg, at Fyns Almennyttige Boligselskab sammen med en række samarbejdspartnere er klar til at bygge en 40-45 boliger til udlejning på området.

Der skal både gøres brug af de eksisterende bygninger, men der skal også rives ned og bygges nyt.

Der bliver tale om en investering til små 80 millioner kr., og forventningen er, at byggeriet kan begynde i 2019-20, og året efter kan indflytningen begynde, hvis alt går vel.

Billede: CREO Arkitekter A/S

Det er statens ejendomsselskab Freja, der ejer bygningerne, og et salg af disse skal altså ske, inden det videre forløb kan gå i gang.

– Jeg blev rigtig glad, da jeg læste om projektet. Det er ærgerligt, at det tidligere sygehus i Faaborg står tomt. Det er altså noget sjovere med lys i vinduerne, lige nu ser det trist, siger borgmesteren.

Projektet kræver en kommunal medfinansering på 10%, og den er samtlige politikerne klar til at give.

– Et enigt økonomiudvalg og en enig kommunalbestyrelse vil det her. Vi skal bidrage med 7.8 millioner kroner, og det er vi klar til. Det er bare dejligt, at nogle vil investere så mange penge i vores område, understreger borgmesteren.

 

Spaden bliver dog ikke sat i jorden på mandag.

– Nej, så hurtigt går det ikke. Der skal laves lokalplan det meste af 2018, og så kan byggeriet nok tidligst begynde næste år. Det kræver jo også, at alle partner bliver enige om at slå i gang, slutter borgmesteren.