Kom med på besøg hos Else Hinke

- Annonce -

Else Hinke tager imod inde i skoven, en håndfuld kilometer fra Faaborg, hvor hun og hendes mand Jørgen har boet i et bofællesskab i godt 40 år. Siden rødderne blev plantet i skovbrynet, har kunsten været ægteparrets daglige levebrød, velsignet med interesserede faaborgensere og en viljestyrke til konstant at dygtiggøre sig.   

 På 1. salen i Else og Jørgen Hinkes hus befinder sig et lille arbejdsrum med skråvægge og dagslys, der strømmer ind på det brede staffeli, hvor store valmueakvareller i øjeblikket er sat op. Røde, men alligevel gennemsigtige. Ikke bare en blomst, men et udtryk, der forsøger at indfange den skrøbelighed, som Else Hinke stræber efter, når det gælder blomstermotiver.   

- Annonce -

– Jeg vil frygtelig gerne det gennemsigtige. Jeg så Emil Noldes valmuer på en udstilling på Louisiana, og det var sindssygt godt og har simpelthen inspireret mig. Men så dygtig bliver jeg nok aldrig til at lave gennemsigtige valmuer, fortæller Else Hinke, mens vi drikker kaffe af fine, nye Flora Danica kopper i sofaen omgivet af egne og andre kunstneres værker.

I et stort vinduesparti i stuen er der fyldt med blåt glas, der igen understreger forkærligheden for det gennemsigtige. Det er som om, at det let-forgængelige rammer noget essentielt i den 85-årige kunstner, der har malet og tegnet tusindvis af billeder, siden hun var en lille pige.  

– I virkeligheden er det sindssygt svært at lave blomster. Det tror folk ikke. Men der er et eller andet åndeligt over blomster, og det er det, man skal have frem. Især i valmuer. De er der, bum, så er de der ikke mere. Det er måske også derfor, at jeg godt kan lide glas. Ja, det er måske det, jeg godt kan lide at male. Det skrøbelige.  

Fugle og farverige høns   

 Igennem alle årene er det naturmotiverne, der har været omdrejningspunktet i Else Hinkes kunst. Fugle, høns og blomster har fyldt lærrederne igennem livet både som akvareller og oliemalerier gerne i røde nuancer, som er hendes foretrukne.

– Jeg er meget glad for høns. Et utroligt husdyr, som alle kan holde og have gavn af. Den kan give æg, man kan spise dem. Høns er fredelige og meget smukke. Nogle af dem er rene malerier. Fuglene fascinerer mig også. Foråret med sang, og at fuglen bygger rede lige uden for døren, selvom det er et vildt dyr. Et vildt dyr, der synger. Det er livsglæde, det er liv.

 

Selvom Else Hinkes malerier for det meste er udtryk for glæde, signalerer den store hane på oliemaleriet i stuen, hvor vi sidder, noget andet. Den vender hovedet væk, og stemningen er præget af ensomhed og vemod. 

– Vi har en søn, der døde som voksen. Den hane var også syg dengang. Bag på billedet står Jens´ navn, og så står der også Rwanda. For de plejebørn vi havde i landet, forsvandt i borgerkrigen i begyndelsen af 1990’erne. Det maleri sælger jeg ikke.   

 Drømme om fremtiden 

 Else og Jørgen Hinke har igennem alle årene været gode til at holde udstillinger, åbent hus og plejet kontakten til forskellige kunstforeninger, der flittigt har købt ægteparrets værker. Særligt glade har de været for, at det blev Faaborg, at de kom til at bo i, fortæller Jørgen Hinke.

– Går man en tur ned gennem Faaborg og kigger ind gennem vinduerne, så ser man, at det ikke bare er reproduktioner og hvide vægge. Nej, det er rigtig kunst, der hænger på væggene. Folk her har en særlig respekt for kunstnere. 

 På besøg hos Else og Jørgen Hinke er man igen som et barnebarn hos bedsteforældre, der har chokolade i skålen, god tid og masser af eventyr og erfaring i rygsækken, som de gerne deler ud af. Inden boblen af barndom brister, og vi skal takke af, kommer spørgsmål om alder til at fylde, og Else Hinke svarer efter at have tænkt sig om, grint en smule og vist mig sine hænder, der syner langt yngre end 85 år gamle.  

 

Hvad drømmer man om, når man er 85 år?
– Det må du nok spørge om. Man drømmer om at blive 86. 87 år måske. Der er jo ikke den fremtid, som der har været.  

Bliver du ved med at holde fast i din kunst?
– Ja, det gør jeg. Ved du hvad, hvis jeg snakker med folk på 85 år, er der ikke ret mange, der har hænder som mine. De har ofte gigt. Jeg har ikke gigt. Jeg har det godt nok, det er bare ryggen og min balance, jeg døjer med. Så længe mine hænder fungerer, så tror jeg, at jeg bliver ved.  

- Annonce -