Lokal kunstner udsat for frækt tyveri

Lajla Holm ved det fundament der plejer at understøtte hendes skulptur.

Den lokale keramiker Lajla Holm der har Keramik Smedjen på Nyborgvej 35 i Faaborg, har været udsat for et frækt tyveri.

Foran hendes butik og værksted på Nyborgvej stod indtil i går hendes kendetegn den 70 cm høje keramikskulptur “Fodklods”, og tog imod gæster, kunder og familie.

I løbet af mandagen er den dog forsvundet fra sin vante plads foran butikken.

– Det er simpelthen så frækt. Jeg har siddet på mit værksted lige inde bagved eller været ovre i vores hus, der ligger lige op til butikken. Jeg er både gal, skuffet og ked af det.
Nu har den stået på sin plads de sidste fem-seks år uden problemer, og til glæde for alle der kommer forbi, fortæller Lajla Holm.

Lajla Holm har værksted i den tidligere smedje på Nyborgvej i Faaborg. Lige nu er hun i gang med produktionen af keramik-juletræer.

Butikken ligger lige ud til den befærdede Nyborgvej, og hun undrer sig over, at nogen har den frækhed at gå ind og stjæle den store skulptur.

– Skulpturen vejer ca. 10 kg., og er omkring 70 cm høj, så den fylder da lidt, konstaterer kunstneren.

Det er denne skulptur med titlen “Fodklods”, der er stjålet.

Hun har selv kigget i grøftekanter og vejsider i området, men har desværre ikke fundet kunstværket endnu.

– Hvis  tyven(e) måske får dårlig samvittighed, så har de frit lejde til at stille den tilbage, uden videre tiltale lover Lajla Holm, der bare savner sit kunstværk.

Lajla kan kontaktes på 25 36 47 07, hvis man ser værket eller ved noget om sagen.