- Annonce -

Musikken flyder mellem bakkerne

Hvem skulle tro, at der i et lille bondehus i Diernæs bor en britisk sanger med en stor vokal og eget keltisk rockband der turnerer i Europa og håber på et gennembrud i USA.
Paul Eastham er en ydmyg, britisktalende mand når han og hunden Díleas tager i mod i det gule bondehus i udkanten af Diernæs. Han byder på friskkværnet kaffe og en plads i den lille to-personernes lædersofa der har udsigt til to ting der fint symboliserer, hvad der fylder i den 35-årige musikers liv. Det ene er hans skinnende, sorte flygel der er placeret ved en absolut betagende udsigt og som hver dag får lov at spille, det bedste det kan. Det andet er netop havet og bakkerne der fylder på den anden side af alle ruderne i stuen, og som minder ham om forbindelsen til både England og de Ydre Hebrider ved Skotlands vestkyst, hvor han, blandt andet, voksede op.
Bag flyglet hænger 15 cd’er med egne sing and songwriter kompositioner og udgivelser fra det skotske rockband Coast, som han startede i 2007 og er guitarist og forsanger i. At musikken dagligt får lov at strømme ud over Faaborgs bakker skyldes først og fremmest kærlighed til hans kommende kone Nanna, som han mødte for fire år siden på Tønder Festivalen hvor han optrådte med Coast.
– Jeg var ved at signerer cd´er, da hun kom hen til mig og sagde hej. Det regnede og hun havde mudder på sig, og ville slet ikke købe en cd. Jeg blev faktisk irriteret på hende, over at hun så stod der. Men vi begyndte at tale sammen. Og efter vi havde sagt farvel gik der et halvt år, før jeg traf hende igen til en koncert. Vi begyndte at skrive sammen og efter noget tid flyttede hun til Southampton i det sydlige England, hvor jeg havde boet i over 10 år.

Nanna boede hos Paul i to år inden de flyttede til Fyn. Et fast job som ergoterapeut trak hende tilbage til Danmark og Paul fulgte kort tid efter.
– Jeg pakkede alle mine ting og hoppede i en van, og spillede musik hele vejen fra Southampton op igennem Tyskland og i Holland indtil jeg landede i Odense hvor vi var det første år. Nannas forældre bor i Svanninge og mens vi boede hos dem en overgang, blev vi forelsket i Faaborg-egnen. Da vi fandt huset her i Diernæs vidste vi, at det var det helt rigtige. Jeg tror, at jeg føler mig meget hjemme her i Faaborg, fordi jeg altid har været forbundet med havet. Faaborg føles næsten som en fjern, uudnyttet ø, som kun Nanna og jeg har været heldige at opdage. I England er alle kystområder fyldt med folk, men her er det fredfyldt. Vi kan tage hunden og gå ture langs stranden, og det er næsten mennesketomt.

- Annonce -

Fra koncertpianist til keltisk rocksanger

Det sorte flygel i den lille stue, er Paul Easthams foretrukne instrument. Det er her at han føler sig hjemme og kan lade idéerne flyde frit, fordi han mestrer tangenterne fult ud. Fra han var 12 til 17 år trænede han flittigt til at blive klassisk koncertpianist. Først i Tyskland og senere i London hvor han ovenikøbet fik tilbudt et stipendium på et musikcollege, som han takkede nej til.

–  Jeg havde fået nok af klavertimerne. Selvom jeg elskede klavermusikken var jeg træt af, altid at spille andre folks musik. Da jeg stoppede begyndte jeg at skrive mit eget og tog fat på keyboards og computer. På et tidspunkt begyndte jeg også at producere for andre musikere. Blandt andre for den walisiske soulsanger Duffy.

Bandet Coasts lyd af keltisk rock har ikke meget klassisk klaverkoncert over sig. Til gengæld er sækkepiber og violiner et fast element i den skotske musiktradition som bandet forbinder sig selv med. Ikke uden årsag. For langt ude vest for Skotland på de Ydre Hebrider på den lille ø Benbecula voksede Paul Eastham op i sine første leveår. Her var hans far udstationeret som militærmand for Royal Airforce og trak derfor familien med til diverse militærposter rundt om i Europa.

–  På de Ydre Hebrider er den traditionelle musik med violiner næsten som et andet sprog. Den musikkultur slog rod dybt inde i mig.

Coast til Østkysten

Coast spiller både i Danmark, England, Skotland, Tyskland og Norge for mange tusinde publikummer og håber i løbet af de næste par år, også at få hul på USA, hvor østkysten trækker med irske og skotske indvandrere, der har en særlig forbindelse til den keltiske rock. Men sing – and songwriteren er ham, der er mest bud efter i øjeblikket.
– Jeg spiller meget overalt i Tyskland. Blot mig og en guitar på tyske musikfestivaller og til private hjemmekoncerter. Jeg elsker intimiteten ved hjemmekoncerter. Om jeg spiller for 10 eller 10.000 mennesker bliver jeg lige nervøs. Den dag jeg holder op med at være nervøs, er jeg i den forkerte branche.

Hvorfor bliver du nervøs?
– Ved en koncert har jeg kun meget kort tid til at bevise hvad jeg kan. Mine egne sange kommer fra hjertet. Så du lukker folk ind, når de hører din musik. De kan enten latterliggøre det eller modtage det. Jeg er sårbar og har brug for folks accept. Men når jeg går på scenen, har jeg også følelsen af at eje scenen. Så med mindre nogen trækker strømmen, er der ingen der kan stoppe mig i at spille min musik.

Transformation

Forandringen fra den lidt ydmyge, talende mand i sofaen der flittigt henter kaffe til den karismatiske musiker, der kan synge røven ud af bukserne, mens fingrene får blide og dramatiske toner frem på klaviaturet, er lidt af en oplevelse. Et stort talent er rykket ind ved bakkerne i Faaborg. Når træskibene stævner mod Faaborg Havn 27. juli vil Paul Eastham, uden tvivl, tryllebinde sit publikum, når han giver koncert på den Spanske Trappe.