Ny kiosk med lækkerier åbnet i Faaborg

Faaborg har fået en ny kiosk, der appelerer til den søde tand.

Den ligger på Færgevejen, i de lokaler der tidligere husede Færgevejens Kiosk, indtil den lukkede i 2015.

Det er 23-årige Keerthika Thilagarajah, der står bag initiativet.
– Jeg synes der manglede et sted med frozen yoghurt, milkshakes, pandekager og lignende. Derfor tog jeg springet, og slog dørene op til Færgevejens Depanneur i søndags.
Depanneur er fransk, og betyder kiosk, fortæller den nye selvstændige.

Der bliver da også kioskvarer på hylderne.
– Ja, vi har sodavand, slik og andre kioskvarer i butikken, fortæller Keerthika.

Hun beretter om en rigtig god start med mange besøgende i det gode vejr. Kiosken ligger jo lige midt i mellem Havnebadet og Klinten, og mange dumper ind, og får lidt køligt på vejen, siger hun.

Om kiosken fortsætter efter sommeren, det afhænger af kunderne.
– Kommer der mange, så holder vi også åbent efter sommeren, lover Keerthika.