Thorbjørn Haslund har været passioneret vin-nørd siden gymnasietiden, og han har nu åbnet sin egen vinimport, hvor han opkøber kvalitetsvine fra mindre producenter. Han håber på at skabe interesse og nysgerrighed omkring forskellige vintyper, så den enkelte kan nyde den helt rigtige vin.

Idéen om en vinimport har ligget og ulmet i mange år hos Thorbjørn Haslund, som de fleste nok kender som praktiserende læge i Holkegade. Efter en årrække på New Zealand blev Thorbjørn Haslund en del af lægepraksissen i Holkegade, og det var et tidskrævende arbejde, og importdrømmen måtte udskydes. Efter et kursus i lægeregi blev Thorbjørn Haslund dog konfronteret med sine visioner.

– Kurset omhandlede én selv, og da jeg kom hjem, tænkte jeg længe og opdagede, at jeg måtte handle. Jeg er nok typen, der tænker længe over tingene, men der kommer jo aldrig et perfekt tidspunkt.

HaslundVin så dagens lys i december 2019.

Alt er prøvesmagt

Fra sin tid på New Zealand kendte Thorbjørn Haslund nogle af de små lokale vinbønder, som producerer under 10.000 flasker årligt og derfor ikke er interessante for de større importører.

– Der er mange dygtige vin-producenter, som er helt ukendte på det danske marked, og de laver en fantastisk vin.

Thorbjørn Haslund er for nyligt hjemvendt efter en måneds rekognoseringstur på New Zealand, ligesom mange ferier med familien også gerne forgår til vindistrikter.

– Jeg er selv ude og besøge vinbønderne, inden jeg vælger at importere deres vine. Jeg har prøvesmagt samtlige vine, jeg forhandler, og derfor kan jeg også stå inde for kvaliteten af dem.

Vinene i HaslundVin importeres aktuelt fra Frankrig og Italien, senere på året vil Thorbjørn Haslund starte op med import fra New Zealand.

Fri levering til hoveddøren

For Thorbjørn Haslund handler import-virksomheden ikke om at tjene penge. Det handler om at kombinere arbejde og interesse, og forhåbentlig give interessen videre til flere.

– Jeg synes, det er både sjovt og vigtigt at finde kvalitetsvine, der ligger i et fornuftigt prisleje. Når man handler hos mig, så er der altid en personlig betjening, ligesom det vil være muligt at blive vejledt eller komme med kritik af vinene.

Vinene forhandles udelukkende på hjemmesiden og på Facebook, men Thorbjørn Haslund udelukker ikke, at der på sigt kan dukke en pop-up-butik op i Faaborgs gader, hvor man både kan smage og købe vinene, ligesom han vil være at finde til vin-messer. 

Til de lokale kunder har Thorbjørn Haslund er ekstra godt tilbud.

– Alle, der bor i 5600-området, tilbyder jeg fri levering af vinen, og så kan kunderne også få en snak om vinen, hvis de ønsker det.

Foruden salg af vine kan HaslundVin også tilbyde vinsmagninger.

Importørens bedste vin-tips

Mange vælger kendte vin-mærker, eller drikker de samme vine, som de altid har gjort. Men vin-importørens bedste råd går stik mod denne sædvane.

– Vær eventyrlysten! Læg usikkerheden væk, og stol på din egen smag. Man skal ikke lade sig dupere af eksperter eller bestemte mærker, for alle har forskellig smag, også når det gælder vine.
Inden Thorbjørn Haslund drager ud til vinbønderne, har han på forhånd læst om stedet og deres vine, fx i vinmagasiner. Og netop viden om vine er med på listen over gode råd.

– Jo mere man ved om vin og vin-typer, jo mere interessant bliver det, og jo mere nydelse giver det at smage vinen.