Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Jørn Ungstrup

Købmandsbutik i kælderen

Da Ejvind Skov var dreng, voksede han op i sine forældres brugsforening i Stenhøj i Nordjylland. Gennem hele livet har Ejvind holdt af at samle på ting og sager, og i dag står hans største samling i kælderen under huset i Svanninge – en autentisk brugsforening, som den så ud i 50’erne. Velkommen til Stenhøj Brugsforening.

Eventyret begynder allerede, når man træder ind ad døren hos Ejvind Skov og Ana Maria Holst. I entreen i stueetagen står der et kæmpe stort hult træ, og overfor det står der en soldat med tornyster på ryggen. For enden af trappen ned til kælderen fortsætter eventyret, for hernede står kisten med guld, og ovenpå kistelåget vogter hunden med øjne så store som Rundetårn.

Ejvind og Ana Maria elsker at indrette rum, og ved siden af den bevogtede skattekiste har de deres hovedattraktion: Stenhøj Brugsforening. Siden de i 1975 købte huset i Svanninge, har de samlet på stort og småt, der kunne bidrage til deres autentiske brugsforening fra 50’erne.

Et skilt foran døren viser tydeligt, at den nordjyske brugsforening er flyttet til Svanninge.

En købmandskender bag disken

Som det mest naturlige stiller Ejvind sig bag købmandsdisken og viser frem og fortæller. Det er ikke hvilken som helst købmandsdisk, det er nemlig den originale disk, som stod i Stenhøj Brugsforening gennem hele hans barndom.

– Min far var brugsuddeler og startede i sin tid Stenhøj Brugsforening. Disken, vægten og kasseapparater stammer derfra, og det var de tre ting, der startede hele samlingen, forklarer Ejvind Skov.

På disken står der fristelser fra 50’er, hvorfra Ejvind mindes sine teenageår. Eller rettere – der står nutidige udgaver af gamle tiders lækkerier: rutebiler, tvebakker, lakridssnører og noget så politisk ukorrekt som negerkys.

Kasseapparatet kan kun slå beløb ind på under 99,99. Køb over dette beløb må slås ind ad flere gange. I skuffen nederst på apparatet ligger der originale kobberpenge, en-ører, og to-ører, og på en daler fra 1957 ligger Frederik den niende og kigger op mod de øvrige købmandsvarer, der hænger ned fra loftet: snørebånd, flaskerensere, stropper til korsetter, varmedunke og tørret tobak. Enhver afkrog af det lille købmandslokale blev udnyttet i 50’erne, og det samme gør sig gældende i dag.

På disken står vægten med vægtlodder klar til at afveje ris, bønner, linser og laurbærblade. Papirposer står klar, så kunden få sine varer med hjem, lukket med den helt rigtige pakketeknik, der ikke kræver moderne klisterbånd.

Bag Ejvinds ryg, på reolvæggen bag disken, er der tætpakket med små breve, dåser og flasker. En blikdåse med Hafniaplast – den ideelle Hurtigforbinding fra Nopi – Nordisk Plaster Industri A/S. En sort æske med dødningehoveder og udråbstegn – med påskriften: Strychninhvede til udryddelse af Rotter og Mus. På hylden ovenover står Persil – til al Slags Vask fra Henkel og co. a-s, side om side med Anticit Syltepulver til hele 25 øre pr. brev.

En fortsat jagt efter gammelt guld

Langs den næste væg står en kaffemølle, som fortsat er i brug i dag, og på væggen hænger en petroleumspumpe, hvor kunderne kunne få fem liter med hjem, så de kunne få varme på deres ovne. Lige nedenunder petroleumspumpen stod i den oprindelige butik kassen med spegesild, og det er uvist, om der var en sammenhæng mellem denne placering under petroleumspumoen og sildenes særegne smag. Ejvind har dog valgt ikke at have spegesild stående i sin kælder.

Til gengæld er der i sprittønden ved siden af stadig original sprit fra 50’erne, som blev brugt til fx optænding af primusser. Her kom kunderne med en flaske, og der blev tappet denatureret sprit. Hvis man lod den denaturerede sprit løbe gennem et filter med aktivt kul, kunne spritten anvendes til andre ting, fx til at drikke.

– Det med at samle blev bare en hobby, og det er skægt at samle. At komme op på gamle lofter er noget af det bedste, jeg ved. Måske finder jeg en gammel cigaretpakke, som jeg kan få strøget og gjort pæn igen. Engang fik jeg lov af en gammel dame til at komme op på loftet over Herolds varehus i København – det var for mig ligesom at gå ind i en egyptisk grav, fortæller Ejvind Skov.

Længere inde i butikken finder man legetøjsafdelingen. En trehjulet cykel, en dukkevogn, Lego Tekno og et tog fra Pionerexpressen. Legetøjet er et stærkt minde fra Ejvinds barndom, hvor han op til jul hvert år var med til at åbne kasse efter kasse fyldt med legetøj, som skulle stilles klar til julesalget.

– Julen var en særlig tid i min barndom, men jeg husker også især perioden omkring marts/april, hvor der kom kasser med frøposer hjem til butikken og hele rummet blev fyldt med en helt særlig duft af frø, forklare Ejvind.

En næsten komplet samling

Det klenodie, Ejvind er mest stolt af, er to papirsække fra 50’erne. De har været brugt som mørklægningspapir under krigen, og da han fandt dem på et gammelt loft, lå de rullet stramt sammen, og på den måde havde de undgået at blive ædt op af sølvfisk, forklarer han. Ejvind har nænsomt strøget og limet poserne, og nu står de på ærespladsen lige foran disken, og Ejvind har fyldt dem med rockwool i bunden og lidt savssmuld i toppen.

Uanset hvor blikket lander i brugsforeningen, så enten mindes man eller undres. Her er kopattekanyler, suppebollesprøjter og rationeringskort.

For nogle år siden kørte Ana Maria forbi en gammel automat i Odense, og der lykkedes hende at købe dem og fragte den hjem til Svanninge. Den forhenværende ejer havde brugt automaten til at sælge sandorme fra, så der skulle en grundig rengøring til, før automaten kunne indgå i deres samling.

Ejvind har næsten en komplet samling, men han mangler én ting: en skæremaskine til gær i storpakke. Den har de ledt længe efter, forgæves.

Ana Maria og Ejvind har ikke været alene om at samle gamle købmandsvarer. Ejvinds søn og svigerdatter har også i høj grad hjulpet. Og hvem ved, måske lykkedes det familien at skaffe Ejvind en gær-skæremaskine, når han om kort tid fylder 80.

Til december december er butikken julepyntet. Det sker pr. 1. december, som der var tradition for dengang i 50’erne. I den periode emmer butikken af julestemning til glæde for familie, venner og besøgende, så hold øje med opslag.