Der blev vendt hoveder i Faaborgs industrikvarter denne fredag.

Finn Jespergaard fra firmaet Vabis-Parts, der handler med lastbiler, fik nemlig en af sine mere aparte investeringer hjem.

En specialbygget Scania, der ikke ligner noget, nogen har set før.

– En nordmand har brugt tre år på at bygge den, og jeg ved, at den har vendt mange hoveder i både Norge og Sverige. Jeg sælger mange Scania-lastbiler, så jeg tænker, at den vil fungerer godt som blikfang, fortæller Finn Jespergaard.

Det er dog ikke en bil man skal regne med se i Faaborgs gader.
– Nej, jeg tror ikke den kan synes i Danmark, så det er mest en showcar, man kan kalde det kørende installationskunst. Den er som skabt til at give opmærksomhed, og det kan jeg bruge i firmaet, siger Jespergaard om dagens handel.
Det er i øvrigt heller ikke den store fornøjelse at køre i det ny-indkøbte køretøj.
Den larmer som død og helvede, og komforten er ikke til lange køreture, der er for eksempel ikke sæder i, man sidder nærmest oven på et stykke jern, men jeg er fascineret af, at nogle bare går all-in på et projekt. Jeg kan ikke selv, men bliver forelsket i sådanne nogle ting, og den her lastbil måtte jeg bare eje, smiler Finn Jespergaard.
Hvis nogle vil se lastbilen i al sin pragt, så står den hos  Vabi-parts på Cirkuspladsen, men måske ikke ret længe. Der er allerede nogle der har vist interesse i at købe den, så måske er den videre i næste uge, jeg er jo til at handle med, slutter Finn Jespergaard.