Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Jørn Ungstrup

Fra civil ulydig til civilingeniør

Rune Kalhøj er lige fyldt atten år, da hans liv ændres for altid. En ulykke lammer ham fra navlen og ned. Men ulykken bliver også et vendepunkt, hvor Rune må revidere sit liv. Fra et ungdomsliv med småkriminalitet, vælger han en ny retning. Et andet liv. Et bedre liv.

17. September 2007: Klokken er fem om morgenen, Rune skal afsted på scooter til arbejdet som tømrerlærling. Hjelmen driller, og det tager tid at få den på. Da Rune kommer ud på scooteren, er han sent på den og haster afsted. I den modsatte retning kører en bilist, der også er kommet for sent afsted. I et sving vælger bilisten at skære svinget.

- Annonce -

Rune ser lygterne og vil undvige, han drejer scooteren væk fra vejen og ind mod en hæk. Men ikke hurtigt nok. Bilen rammer bagdækket på scooteren, og Runes hjelm rammer bilens ene forlygte. Sammenstødet giver ham et kraftigt stød i ryggen, og den ene lændehvirvel bliver knust.

Rune ligger på asfalten. Ryggen smerter, for huden er skrællet af, og han ligger i benzin fra den ramponerede scooter. Han vil rejse sig. Have fat i bilisten. Men han kan ikke bevæge sig. Ikke mærke sine ben. Så bliver alt sort.

To uger efter vågner Rune op i en hospitalsseng i Aarhus.

Beskeden

Det første Rune husker, da han vågner op, er lægerne, der forsøger at berolige ham. Men Rune er ikke rolig, han kan ikke mærke noget fra navlen og nedefter.

Lægerne har opereret ham, de har knust et stykke af det ene ribben og lavet det til en knoglemasse, der skal erstatte den ødelagte ryghvirvel. Ryggen er forstærket med en titaniumsring, tre led er sat sammen til ét, og der er sat metalbøjler omkring. Først efter seks uger vil hævelsen have lagt sig, og trykket på rygmarven fjernet. Herefter kan lægerne sige noget om fremtiden.

– Noget af det første, jeg tænkte, var, om jeg nogensinde ville få en kæreste igen, hvem ville have en som mig. Og hvad skulle jeg lave, kunne jeg få et arbejde?

Efter de seks uger kan Rune kun mærke forsiden af sine lår. Baller, baglår og lægge er følelsesløse. Genoptræningen går igang, Rune kommer op at stå og kan støtte lidt på benene. Lægerne vurderer, at han kommer til at sidde i kørestol, men at han måske kan blive housewalker, dvs. bevæge sig rundt indendørs med krykker.

Rune bliver overført til et genoptræningscenter i Viborg, hvor han skal igennem tre måneders genoptræning og lære, hvordan man klarer sig i hverdagen som kørestolsbruger.

Depressionen

Rune var i god form inden ulykken og vant til at træne meget. Da han ser sig selv i spejlet for første gang efter ulykken, havde han tabt sig 15 kilo.

– Jeg brød helt sammen. Jeg lignede en junkie, og mine ben var helt tynde.

Men Rune tager fat på genoptræningen og træner hårdt to gange dagligt. En ny operation et år senere gør ham mere stiv i ryggen, og det går fortsat fremad. Men Rune kan ikke gå uden hjælpemidler.

Erkendelse rammer Rune. Han kommer aldrig til at gå normalt igen.

– Lægerne fortalte, at det som regel tager 4-5 år at acceptere, at man er blevet handicappet. Da jeg erkendte det, fik jeg en depression og skulle have hjælp til at acceptere, at jeg skulle bruge hjælpemidler, og at tingene tager lang tid for mig.

Depressionen får Rune til at reflektere over livet. Hvilket liv ønsker han sig? Han vælger en del af vennerne fra det småkriminelle slæng fra. Et fysisk arbejde som tømrer er ikke muligt længere, og Rune beslutter sig for at læse.

Kæresten

Rune bliver tilbudt en førtidspension af kommunen, men afslår.

– Det var mit mål fra starten, at jeg ville klare mig selv. Jeg fik derfor et flex-job, og senere blev jeg tilkendt en revalidering, så jeg kunne uddanne mig.

I 2010 starter Rune på HF-aftenhold på VUC i Odense. Skolen har aldrig været Runes force, det er svært at sidde stille og koncentrere sig. Derfor må han hver morgen svømme i en time, så er der ro i kroppen til at fordybe sig i bøgerne.

Det er fortsat svært for Rune at vise sine ben frem, musklerne er væk. Han har det svært med intimitet. Men en dag inviterer Rune en af pigerne fra kemi-holdet hjem.

– Jeg havde arrangeret en læseaften og inviteret Stephanie. Jeg havde bildt hende ind, at der også kom andre, men det gjorde der ikke. Jeg tror, jeg imponerede hende med min hjemmelavede is med pandekager.

Stephanie korrigerer Runes version af aftenen og indskyder, at hun ikke blev imponeret af Runes pandekager, men af hans enormt omsorgsfulde væsen og hans evne til ALDRIG at give op, uanset hvor sort det ser ud. Rune og Stephanie bliver kærester, og nu er Rune pludselig også bonus-far til Stephanies to piger.

Med en HF-eksamen i hånden og en familie i Faaborg søger Rune ind på teknikum. Her er der oprettet en ny uddannelse, der skal fremme den grønne omstilling: Rune skal være civilingeniør i energiteknologi.

– Jeg har altid haft let ved matematik og fysik, men det var fortsat svært at koncentrere mig, så jeg måtte træne meget ved siden af for at få ro i kroppen.

To år inde i studiet, i 2016, bliver Rune far til endnu en pige.

Stephanie Wejergang, 33. Rune 29. Emma på 11, Mynte på 9, Fiona på 3.

Pacemakeren

I 2016 deltager Rune også i et lægeligt forsøg, hvor lægerne indopererer en pacemaker i maven på ham. Pacemakeren skal fange impulser fra ryggen og stimulere nervesignalet nedenfor skadesstedet.

– Efter jeg fik pacemakeren, blev jeg fri for mine fantomsmerter og spasmerne i benene, og på det seneste er jeg begyndt at kunne mærke, når vinden tager fat i buksebenet og rører ved hårene på benet.

Ødelagte nerver vokser normalt meget langsom, bare 0,5 – 1,0 cm om året. Men pacemakeren stimulerer nerverne, så de vokser hurtigere, og Rune tror på, at der fortsat sker fremgang med hans ben, selvom der er lang vej fra lænden til storetåen.

Optimisten

I dag er Rune ikke begrænset i sin hverdag. Han har erkendt sit behov for hjælpemidler, og faktisk har ulykken bidraget med noget positivt.

– Jeg er blevet en helt anden person end den, jeg troede, jeg skulle blive. Ulykken har haft en kæmpe indflydelse på at gøre mig til et bedre menneske, vælge en ny retning og få et bedre liv.

Når Rune har brug for at kunne kæmpe på ligefod med andre, spiller han kørestolsbasket. Når træningen er færdig, deler holdkammeraterne ud af de erfaringer, som kun andre med rygmarvsskader har. Nogle kæmper endda med angst eller PTSD efter deres ulykke, og Rune kan derfor perspektivere sin egen situation.

– Jeg vil 100 gange hellere have mit fysiske handicap, frem for at kæmpe med mentale problemer.

I dag er Rune og Stephanie gift, og med sin familie i Faaborg har Rune også fået en stor og ressourcestærk svigerfamilie, som han er taknemmelig for.

– De har hjulpet mig meget mentalt. Tidligere har jeg klaret mig selv og været meget kynisk og kontant. De er også gode til at hjælpe mig med at reflektere over tingene og håndtere mine medmennesker.

Denne sommer kunne Rune så endelig kalde sig civilingeniør, og til september kan han fejre sin 30 års fødselsdag.

- Annonce -