Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Jørn Ungstrup

Sparerunde blev genistreg

Den første maj i år blev Støttecentret og Den Blå Ambassade slået sammen på én adresse. Grundlaget var en kommunal spareøvelse, men nu viser det sig, at sammenlægningen er en sand genistreg. Nu er der plads til fysisk og kreativ udfoldelse, og både personale og brugere af stedet ser positivt på fremtiden på Damtoften.

Efter en travl weekend med flytning, sammenlægning og indvielsesfest puster personalet og brugerne ud over en kop kaffe. Vi har sat dem stævne ved det aflange bord i caféområdet, hvor det allerede virker til, at de to huse fungerer som ét.

Den Blå Ambassade på Damtoften er et visiteret værested for bl.a. sindslidende og har omkring 60 brugere. De tre medarbejdere har aktiviteter i åbningstiden, som er hverdage mellem 8 og 15.

Støttecentret, der tidligere havde til huse på bare 90 kvm i Vestergade, er et støttetilbud til borgere med nedsatte psykiske evner. Her er omkring 45 borgere visiteret til aktivitet og støtte. De syv medarbejdere kører hjemmebesøg mellem 8 og 16, og fra 16 – 20 er der åbent i deres aktivitetstilbud.

Niels Jørgen Schow-Rasmussen er psykiatrisk plejer og medarbejder på Den Blå Ambassade gennem 19 år. Han er begejstret for at få nye kolleger og brugere i huset på Damtoften.

– Sammenlægningen har kostet noget for både brugere og personalet, men allerede nu her efter et par dage smiler vi alle igen. Det virker til at være en genistreg, i stedet for at begge steder står tomme det meste af dagen, så er her nu liv og glade dage hele tiden, fortæller Niels Jørgen Schow-Rasmussen.

Støttecentret har mange borgere, der er kommet gennem mange år, og som opfatter stedet som et andet hjem. De var bekymrede for flytningen, og gennem en periode op til flyttedag talte de meget om processen, ligesom de tog på besøg på Den Blå Ambassade. Jane Rørkær er socialrådgiver og medarbejder på Støttecentret gennem tre år, og hun fryder sig over de mange ekstra kvadratmetre.

– Vi vil gerne have mulighed for at lave noget aktivt, fx boldspil. Og så vil vi gerne have mere plads til fx vores malerier, så det hele ikke skal pakkes sammen hver gang. Det får vi her – her er cirka fire gange så meget plads. Vi har virkelig knoklet med den her flytning, der var et par dage, hvor vi ikke vidste, hvor gamle vi var, fortæller Jane Rørkær.

Det store hus, det er et tidligere plejehjem, er ikke så ligetil at finde rundt i. Både medarbejdere og brugere fra Støttecentret har været ved at fare vild de første dage på stedet, og de har også kort overvejet, om der skulle monteres grønne striber på gulvet. 

Førstesalen skal indrettes med samtalerum og kontorer. Stueetagen indeholder café, terapirum, medierum, bibliotek og udgang til terrassen og haven, hvor der er mulighed for bl.a. at spille petanque og beachvolley. Kælderen virker nærmest uendelig, og her finder man motionsrum, omklædningsrum, musiklokale og det store kreative rum.

Stine Dabelsteen bruger Støttecentret dagligt, hvor hun får hjælp til at løse problemer og tøjle sit temperament, som hun selv beskriver som voldsomt. Hun ser nu frem til at skulle bruge det nye hus.

 

– Det er rart at være her, selvom det var lidt forvirrende i starten, og jeg næsten farede vild nede i kælderen den ene dag. Jeg var med til at flytte alle tingene herhen og var med til åbningen. Det var en god fest, forklarer Stine Dabelsteen.

Stine Dabelsteen er kommet på Støttecentret siden 2001, og hun kender de ansatte særdeles godt. Også deres efternavne, for dem bruger hun, når de ikke vil høre efter, fortæller hun grinende. Majbritt Lykke Nielsen supplerer hende og tilføjer smilende, at det sker ofte.

Majbritt Lykke Nielsen og Stine Dabelsteen er begge 39 år og har gennem Støttecentret fundet et venskab i hinanden. De deler også en fælles passion for malerkunsten og har begge tidligere udstillet i Levins Hus. Nu glæder de sig over de nye rammer, og især til at kælderen og det store kreative rum bliver gjort klar til brug.

De to personalegrupper ser udelukkende sammenlægningen som noget positivt. Forud for indflytningsdagen havde de afholdt fælles flyttemøder, hvor den gode stemning ikke lod sig skjule.

– Den nye struktur giver nye muligheder, fx for kollegial supervision og øget faglighed, hvilket er et kæmpe plus. Vi kommer til at se problematikker fra flere vinkler, og vi kommer til at blive rigtigt kloge sammen.  Det var en stor fordel, at vi i weekenden flyttede ind sammen, forklarer Niels Jørgen Schow-Rasmussen.

Fra indflytterne fra Støttecentret er der også optimisme.

– Vi skal være rummelige. Nu er der forskellige mennesker i huset, både misbrugere og autister sammen. Men vi føler os velkommen, og vi er ikke bare gæster. Det er ildsjæle, der er samlet her. Jeg har en lille fest i maven, hver dag jeg går på arbejde. Man kan mærke, at det er folk, der vil det her, fortæller Jane Rørkær. 

På sigt håber personalet på stordriftsfordel og en bedre økonomi, da de har store visioner for både udearealerne og flere fælles projekter. Tidligere har der været afholdt en fælles dag med både Den Blå Ambassade og Støttecentret: ’Sinebjerg stranddag’. Herfra har flere af brugerne lidt kendskab til hinanden.

- Annonce -