Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Jørn Ungstrup
Forrygende succes
I et støvet værksted på bare 12 kvm, allerbagest i en gårdhave i Faaborg, arbejder et verdensnavn – kendt som en af de ypperste kunstnere i de fleste piberygende kredse. Joao Reis har arbejdet med piber i tyve år, og atter en gang går han forrest med tiltag i pibemoden – nu vil han skabe juvelbelagte piber.
Hvis man kigger godt efter, i den helt rette vinkel og belysning, skjult bag et væld at træmønstre, også kaldet fugleøjne, kan man svagt ane det lille indgraverede kunstnernavn: Joao Reis.
– Jeg skriver ikke noget på mine piber, hverken handmade eller real bruyer, og jeg har heller ikke serienumre på. Mine kunder går efter designervarer, og de ved, hvad de køber. Og så er de heldigvis så stenrige, at de ikke ved, hvad de skal bruge deres penge til.
Det stod ingen steder skrevet, at den 40-årige portugiser Joao Reis skulle blive en verdenskendt pibekunstner med base i Danmark. Men fascinationen for pibens uendelige muligheder og en barndomserindring om duften af pibetobak fik Joao Reis til at starte sin pibesamling.
– Jeg begyndte, så snart jeg fik muligheden. Jeg arbejdede på et snedkeri og købte min første pibe som 15-årig. Jeg afprøvede nogle piber og lavede min første pibe som 20-årig i 1998. Piber gør mig rigtig glad; man tager en klods, tegner, kigger, ændrer, forbedrer. Tankerne forsvinder, og det er ligesom meditation.
I Portugal findes der ikke mange pibemagere, og da Joan Reis mødte den danske pibemager Kaj Nielsen til en messe i Barcelona, anbefalede han Joao at få en professionel lærermester.
– Han ville lære mig at lave piber, og jeg sagde JA! I 2003 kom jeg til Danmark to gange i seks måneder, og i den sidste periode besluttede jeg mig for at blive. I Danmark er der vel 50 pibemagere, og jeg har mange gode kontakter. I 1970’erne var der også en pibe-revolution i Danmark, hvor piberne blev mere fri i både form og facon. Her laver vi ikke bare de klassiske piber, men meget mere skøre piber.
Joao Reis kigger ud over det lille værksted. Drejebænk, blødbåndspudser, polermaskine og sandblæser, kasser med kork, briarrødder, gummi, akryl, bambusrødder, kohorn, valnøddetræ, moseeg, kaskelottand og elfenben. Alt sammen dækket af et fint lag træstøv. Joao Reis har ikke travlt, i værkstedet er der tid til detaljer og omsorg for detaljen.
– Jeg arbejder omkring 40 timer på en pibe, så det bliver til 50 piber om året, og der er aldrig to, der bliver ens. Det er træet, der bestemmer. Jeg forsøger at fange årerne rigtigt, så der kommer et tæt mønster frem, som ligner fugleøjne. Et stykke bøgetræ fra skovbunden kan have nogle meget smukke mønstre fra svampe, der har vokset på det. Andre materialer som fx kaskelottand, bruger jeg som en ring af pynt mellem piben og spidsen.
Efterspørgslen er stor på Joao Reis´ finurlige og smukke piber. Siden 2007 har han konstant haft udsolgt. Derfor er prisen fulgt efter. Piberne bliver solgt for op mod 2.000 euro til forhandlere, der sælger videre til samlere fra hele verden. Det yderst beskedne værksted trækker hvert år pibeentusiastiske besøgende til fra både Kina, Rusland og USA.
– Både de danske forhandlere og kineserne venter, men de må bare vente. Jeg arbejder aktuelt på 20 piber. De snoede piber skærer jeg ud. Træet er alt for sprødt til at blive dampet i form. Og så bruger jeg kun træ fra rødder, da det har en helt anden struktur end det øvrige træ.
De snoede piber er Joao Reis eget design, en bestseller med navnet Haletudsen. Til haletudsen hentede han inspiration i en østrigsk pibe, som han optimerede og forfinede. På trods af det meget ekstravagante udseende, så er det en almindelig lige pibe, som er god at ryge på, forklarer Joao Reis, der også producerer andre pibetyper med lige så rammende navne.
– Jeg laver typen blowfish, som er en lille rund pibe, og så den kendte kalabas, som de fleste kender fra Sherlock Holmes, en reverse kalabas, en bulldog og en fin sammenblanding, som jeg kalder en kaladog. Det er typen af pibe, der afgør temperaturen på røgen. Røgen skal ikke være så varm, den skal være mild, behagelig og let.
Pibekunstneren har stor succes, og hans navn optræder i utallige artikler i de internationale pibe- og tobaksmagasiner verden over. I 2007 indtog han forsiden af magasinet Pibes & Tobacco, som en anerkendelse af sit store talent. Succesen har også resulteret i, at han for nyligt har erhvervet sig et hus med tilhørende værksted på hele 50 kvadratmeter. Her kan de nyeste pibe-påhit og drømme få lov at udleve sig.
– Mit næste projekt bliver piber med guld og ædelsten. Safirer og rubiner. Ikke diamanter, de er for hårde at slibe. Det skal nok kunne sælges, det er altid de dyreste piber, der ryger først. Folk i den her verden vil gerne have det nyeste, det mest unikke. Fx har jeg engang set en pibe, som Tom Eltang producerede og solgte til en russisk samler for 50.000 euro, det var en kalabas i elfenben og med guldring, og så havde den 7 forskellige hoveder af elfenben, rav, ædeltræ mm.
Ligesom skomagerens unger, der render i slidte sko, så ryger Joao Reis ikke selv på de dyre piber.
– Vi pibemagere har ikke råd til at ryge på vores egne piber, vi ryger altid på dem, der er kasseret på grund af fejl.
Det store værksted har også bragt Joao Reis nærmere en helt anden drøm, der handler om at producere guitarer og bonzaitræer.
