Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Jørn Ungstrup

Værditilbud til tomme vægge

Hvad gemmer sig bag et maleri? Hvilke spontane og autentiske tanker og pennestrøg havde kunstneren, inden det færdige maleri blev skabt? Mulige svar, indblik og umiddelbarhed findes i skitserne, og det er dem, der fascinerer kunsthistorikeren Theis Vallø Madsen. Han kan ikke forestille sig andet, end at det må være interessant for mange andre, og nu forsøger han at udbrede og åbne skitsens muligheder for et bredt publikum.

En original idé

De seneste seks år har Theis Vallø Madsen, gennem sine ansættelser i forskningsprojekter, omgivet sig med kunstfærdige malerier. Malerier, der som oftest ligger i et prisleje, forbeholdt de få. 

I årenes løb har Theis Vallø Madsen samlet på skitser. Både gamle og nye. Gamle skitser tilbage fra 1800-tallets kunstneriske guldalder af fx Eckersberg, fra midten af 1900-tallet fx P.S. Krøyer og mere nutidige og lokale som Peter Hensen og Fritz Syberg.

Den kunstneriske proces er ofte stedet, hvor klarsyn bliver sløret, udviskes, indtil det til sidst er en disharmonisk biklang i maleriets grundtone. Skitsen er ifølge Theis Vallø Madsen et overset format, som ofte fortæller mere end selve maleriet:

– Umiddelbarheden kan godt forsvinde på lærredet. I tegningen ser man kunstnerens oprindelige idé, og man får et indblik i deres oplæg og proces. Ofte går både spontaniteten og stofligheden tabt i rentegningen. For mig repræsenterer skitsen kunstnerens undersøgelse af en idé i sin reneste form.

Da udløbsdatoen for Theis Vallø Madsens seneste projektansættelse på Faaborg museum nærmede sig, besluttede han sammen med sin familie at blive i Faaborg. Med udgangspunkt i sin egen samling af skitser, bestemte han sig for at bygge noget op selv. Iværksætteren vil ramme et marked, der hidtil er overset.

– På markedet i dag er der ingen, der fokuserer på skitserne. Hverken gallerier eller museer. Der er et decideret hul i udbuddet. Min egen samling, som har et stort tidsmæssigt spænd, blev grundlaget for min iværksættervirksomhed, Skitsehandlen. Jeg indkøbte strategisk, og indslusede langsomt min samling i forretningen.

Det var altså forretningsmanden, der måtte træde i karakter, da samlingen skulle udbyde i handel.

– Nu er jeg kunsthandler, ikke museumsmand, og egentlig er det ok, at skitserne kommer ud og cirkulerer, jeg har jo alligevel ikke plads på væggene til det hele.

Theis Vallø Madsen arbejder sammen med en papirkonservator, der efterser skitserne og vurderer deres tilstand. Eftersynet afslører af og til et tilføjet efterarbejde på skitserne, fx en tidligere ejer, der har lavet en rammestreg om skitsen, som den ikke havde originalt, og som er tegnet op i jerngallusblæk, som har ætset en smule ind i papiret. På den måde, fortæller kunsthistorikeren, har skitsen også haft et liv, efter den oprindeligt blev tegnet.

– Skitsens flossede papir, der kan være skødesløst revet ud af en blok, fortæller en historie. Og museumsmanden i mig kan godt lide, at historien bliver opbevaret ordentlig. Derfor bruger jeg fx også syrefrit tape og lim. Med en ordentlig ramme og passepartout får både skitsen og historien et flot udtryk.

Udstilling og samarbejde

Idéen om et iværksætterliv startede med en plan om nethandel. Men en samtale med Oliver Streich og Lars Skaaning gav Theis Vallø Madsen muligheden for at blive en del af Galeriget i Bøjestræde.

– Det er nyt for mig at stå i butik, men det giver mig en kreativ glæde, når kunder kommer ind og snakker. Det er vigtigt at være en del af lokalmiljøet og noget etableret – og så er det jo vildt, at der findes fx en Eckersberg i et baglokale i en sidegade i Faaborg.

I Galeriget deler Theis således væggenes skueplads med Oliver Streich, Lars Skaaning og Els Cools, og frem til 13. april er det skitserne, der får en iøjnefaldende placering.

– Jeg udstiller blandt andet 10 skitser af kunstneren Sven Havsteen-Mikkelsen. Det er skitser, han lavede i 1970’erne på bestilling fra Post- og telegrafvæsnet, der skulle bruge motiver under titlen ’Det danske Landskab’ til nye frimærker. Skitserne viser dele af kunstnerens proces fra frie skitser til færdige små frimærker.

Skitserne har Theis Vallø Madsen fået i kommision gennem en privatsamling fra kunstnerens datter, Estrid Brandrup, der er bosiddende i Faaborg. I udstillingen hænger skitserne side om side med de nogle af de frimærker, som blev det endelige resultat af kunstnerens arbejde.

Plakatprojekt

Samarbejdet og udstillingen i Bøjestræde er et godt supplement til nethandlen, men Theis Vallø Madsen drømmer om at få skitsens spontanitet og autenticitet som kunstform ud til endnu flere.

– Jeg vil gerne tilbyde noget originalt, noget autentisk, noget naboen ikke har. Kreativiteten er i opblomstring, og mine varer er netop et billede på en kreativ proces. Jeg håber, mine kunder oplever det lille liv, der er i alle skitser. At de kan fornemme, at kunstnere på tværs af tiden alle har sidde med de samme tegneredskaber. Der ligger en betydning i originalitet, at have ’den ene ting’, det præcise stykke papir, som har ligget i en kunstners skuffe, med præcis de folder – for måske 200 år siden.

Kunsthistorikeren bruger sin faglige viden i sin virksomhed, og han ved, at der rundt omkring i skuffer og gemmer findes gode samlinger af skitserede skatte. 

Foruden de originale skitser, har Theis Vallø Madsen også lavet en begrænset serieproduktion af seks skitserne i plakatstørrelse.

– Eftersom jeg er det eneste galleri, der sælger skitser og skitsetryk, så har jeg også ansvaret for at fortælle, hvad de kan. Plakat-skitserne er trykt på ordentlig papir og i en limited edition, så det stadig er lidt originalt. Rammerne giver en tyngde og materialitet, der passer til skitserne, og jeg ser, at deres enkelthed og spontanitet passer æstetisk ind i mange hjem.

Plakaterne er tryk af skitser af fx Rembrandt og Gauguin med et farvelag trykt henover, og de nærmer sig ifølge Theis Vallø Madsen sig både intensiteten og kraften fra den originale skitse, samtidigt med at de bliver tilgængelig for et bredere klientel.

Fakta om Theis Vallø Madsen: 

Theis er 38 år, kunsthistoriker og ph.d.

Bor i Faaborg med hustru og to mindre børn

Er også illustrator og har udgivet flere børnebøger

Driver webshoppen skitsehandlen.dk

Fakta om GaleRiget:

GaleRiget er et gallerifællesskab, der har til huse i Bøjestræde. Her udstiller de tre faste kunstnere Lars Skaaning, Els Cools, Oliver Streich humoristisk, stemningsfuld og overraskende kunst.

Theis Vallø Madsen og “Skitsehandlen” blev en del af GaleRiget i december 2018.