Torsdag eftermiddag udviklede et tyveri sig til røveri i Føtex Faaborg.

To unge mænd valgte at stikke af fra varehuset efter et tyveri og bar sig så tåbeligt ad, at det endte med at udvikle sig til et røveri.

– De to unge mænd havde været i vores kiosk, og ville blandt andet købe tobak.
Da vores ansatte stiller det på disken, putter mændene varerne i en taske, og begynder så at spadsere ud af butikken. Den går selvfølglig ikke, og en Føtex-medarbejder følger efter og anråber dem, fortæller varehuschef Steffen Bech.

Tyvene har dog ikke umiddelbart lyst til at aflevere varerne, og begynder at true og filme den ansatte fra butikken.

– Når der er trusler i luften, så er det pludselig et røveri og helt andre paragraffer, det handler om, og vi har en klar procedure for den slags, så politiet bliver selvfølgelig straks tilkaldt, forklarer Steffen Bech.

Optrinnet i området omkring Føtex tiltrak opmærksomhed fra flere borgere, der samledes om røverne, og forsøgte at holde dem tilbage til politiet ankom.

En af borgerne, en faaborgenser i 40’erne, fortæller overfor Det Rigtige Faaborg.

– Jeg kommer kørende i bilen sammen med min datter, da hun pludselig råber, “der løber en tyv”, så stiger jeg ud af bilen, og sammen med et par andre forsøger vi at tale banditterne til fornuft, men uden held. Den ene er meget agressiv og truer os, mens de stille og rolig bevæger sig fra området ved Jysk og Faaborg Pharma på Markedspladsen, videre over Tømmergaarden og til et busstoppested i Havnegade, fortæller vidnet.

Da de står ved busstoppestedet og “putter” sig, kører selvsamme vidne forbi i sin bil og signalerer, at de bliver holdt øje med.

– Det er de ikke helt tilfredse med, og begynder at kaste med sten efter bilen og slår på ruderne. Til sidste hopper de over et hegn og forsvinder til Vestergade, hvor politiet så får fat i dem, slutter vidnet om det dramtiske optrin.

Politiet fortæller selv i døgnrapporten at gerningsmændene efter halvanden time blev pågrebet af en patrulje.

Efterfølgende er varehuschef Steffen Bech taknemmelig for borgernes indgriben.

– Det er virkelig rart at mærke den opbakning fra faaborgenserne. Det er både mine ansatte og jeg dybt taknemmelig for, lyder det fra Føtex’ chefen.