Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Jørn Ungstrup

Mod noble højder 

Kan du lide klipfisk? Eller rettere, kan du nyde klipfisk med synligt velbehag? Så kan du angiveligt klare optagelseskravet i det ærværdige broderfællesskab – Faaborg Klipfiskelaug.

Bestyrelsesmedlemmer og andre fremtrædende medlemmer fra Klipfiskelauget sidder klar i slyngelstuen på Færgegården. Klar til at indvie øvrigheden i deres ædle formål og virke. Det her er de tunge drenge – i dobbelt forstand, som de selv pointerer.

Vi er i selv samme lokaler, hvor lauget den første fredag i februar hvert år afholder deres eneste årlige møde. Denne gang var det fyrretyvende gang, der var generalforsamling. I den tunge luft, der emmer af både øl og atmosfære, er laugets vigtigste remedier stillet til skue: De gamle annaler, der beskriver laugets virke, de uundgåelige raflebægre og oldermandens forgyldte hammer. 

Lauget blev i 1980 skiftet af to hovmestre fra Geltingfærgen, angiveligt da det ikke lykkedes samme to at blive optaget i Skipperkassen (se magasinets februarudgave): ’I er byens folk, ikke søens folk’, lød ordene ved afvisningen. Men hvornår er man egentlig en søens mand, undrer de sig i lauget? Eske Brun har fx været på et skoleskib i hele seks måneder, Fritz Brøndum har både været i marinen et helt år OG været ombord på en robåd, og Poul har engang betrådt selveste Georg Stage. Men det var åbenbart ikke godt nok.

Poul Pedersen er laugets eneste æresmedlem og har været med siden stiftelsen – han har gennem årene kun misset en enkelt generalforsamling.

– I mine yngre år var jeg ofte lukkeansvarlig. Det ene år kom jeg hjem, netop som min hustru var ved at tage af sted på arbejde, og hun arbejder ikke om natten. Jeg tror, hun var vældig stolt af mig, griner Poul.

Hvert år er der samme dagsorden: to øl og to styks bitter mod angst og uro, herefter oldermandens og kassererens beretninger og valg til den nye laugstyrelse. Vigtige embeder skal uddeles: 1. oldermand, 2. oldermand, skatkammermester, protokolfører og forsanger.

Men nu kan det hele jo ikke være fis og ballade og klipfisk. Anden formålsparagraf er mere næstekærlig, for her aflægger lauget ed på, at de til hver en tid vil fodre indefrosne fugle med flyvehavre. Både i 1996 og 2010 tvang isvinteren laugmedlemmerne ned i frølageret, hvor Åge Hansens fineste flyvehavre opbevares.

Ikke enhver forundt

Gennem alle årene har medlemstallet ligget fast på primtallet 23. Og til hver eneste generalforsamling er der 23 gæster. Hverken flere eller færre – man skal jo kunne nå at skåle med hinanden. Melder en eller flere af de 23 medlemmer afbud til årets klipfiske-spisning, så inviteres tilsvarende antal gæster fra ventelisten, hvor de øverste på listen forventes at holde sig klar i tilfælde af, at der kommer en ledig plads.

– I en årrække havde byen en fremtrædende lokal, ikke nærmere navngiven, advokat i Østergade, der altid sad klar den første fredag februar. Tre år i træk kom han med på afbud, men det fjerde år var der ingen afbud, og han måtte blive hjemme og spise med konen. Året efter blev han optaget som medlem, fortæller skatkammermester Eske Brun.

En plads på ventelisten gives til mænd, der viser interesse for lauget, kan nyde klipfisk og ellers passer ind i systemet. Kvinder er ikke forment adgang til lauget. Ingenlunde. Allerede under stiftelsen talte man om, at kvinderne så sandelig skulle inviteres med, og man enedes om, at det skulle ske til 300 års jubilæet.

Foruden den formelle generalforsamling og den tørstvækkende klipfiskespisning, så består systemet i lauget af rafling og bødeuddeling som faste bestanddele af den årlige festaften.

– Vi spiller løgn med den største alvor, men vi er holdt op med at lægge terninger fra, for vi er blevet så gamle, at vi ofte glemmer det, griner nyudnævnt 1. oldermand John Jensen.

I hånden holder han den forgyldte hammer. I dette selskab er et diskret klink på glasset ikke nok til at skabe ørenlyd. Oldermanden opretholder ved brug af hammeren lov og orden aftenen igennem. Visse regelbrud kan medføre en betragtelig bøde til det enkelte medlem: at glemme sin sangbog, ikke åbne sin sangbog, synge for højt, hvis man er for stille, hvis man fortæller for mange dumme historier. Og bliver man sur over en bøde, så vanker der med garanti en mere.

I år fik både Poul og Frits en bøde, da de havde varmet op med rafling allerede dagen før, og begge dukkede lidt stikkede op til generalforsamlingen. Højre arm var øm efter raflingen, og de måtte allerede forlade slyngelstuen klokken 01.

Indehaver og tjener på Færgegaarden, Henrik Møller Kristensen, fryder sig over det årlige besøg, hvor kokken får afprøvet sine klipfiskefærdigheder, og hvor omsætningen på de våde varer bestemt ikke er at kimse ad.

- Annonce -