Artikel / annonce

Det er nu 71 år siden Faaborg Malerfirma blev grundlagt. Gennem tiden har firmaet kun haft tre forskellige indehavere. Nu er der kørt en ny i stilling – denne gang en kvinde.

I 1948 startede Ejner Orry Bendtzen firmaet af samme navn – i 1965 skiftede overtog firmaets mangeårige medarbejder Kurt Andersen firmaet, der skiftede navn til malerfirmaet Kurt Andersen.

Sønnerne, Bent og Per Andersen, overtog efter Kurt, og et par år senere videreførte Bent Andersen firmaet alene. 

 I 2012 overtog Lisbeth Rasmussen en del af firmaet, og for samtidigt at indikere en fornyelse skiftede firmaet navn til Faaborg Malerfirma – og et glidende generationsskifte var i gang.

– Jeg trapper ned og arbejder fire dage om ugen til en start, og så er det meningen, at jeg om halvandet års tid går på efterløn, forklarer Bent Andersen.

Faaborg Malerfirma beskæftiger 5–8 malersvende, afhængigt af sæson, og de har alle mange års erfaring fra branchen. Desuden tager firmaet samfundsansvar og har gennem årene uddannet rigtig mange lærlinge.

Kvalitet uden kompromis

Faaborg Malerfirma udfører de fleste typer maleropgaver hos både private og erhvervskunder: spartling, tapetsering, maleropgaver udvendigt og indvendigt samt renovering af gamle vinduer. 

På lageret på Bygmestervej står der et utal af produkter, og Lisbeth Rasmussen forklarer:

– Selvom vi har en rigtig god hovedleverandør, som vi i øvrigt har handlet med i over tyve år, og som har de fleste kvalitetsprodukter, så går vi ikke på kompromis, og vi handler derfor et andet sted, hvis vi ikke synes, et bestemt produkt lever op til vores kvalitetsnorm.

Faaborg Malerfirma er garanter for kvalitetsarbejde, og kunderne er de bedste indikatorer for tilfredshed med det udførte arbejde – vi er selvfølgelig ikke fejlfri, men er der bare den mindste smule, bliver det rettet med det samme:

– Folk ringer jo igen. Mere end 60 % af vores kunder er faste kunder, der ringer igen. Vi har endda eksempler på, at når børnene flytter hjemmefra og skal have malet fx en lejlighed i København, så er det os, de vil have til det. Det tager vi som et tegn på kundetilfredshed, siger Bent Andersen.