Theis Vallø Madsen er manden bag en ny kunsthandel i Faaborg.

Han har samlet på skitser i et par år, og i sommer åbnede han skitsehandlens webshop www.skitsehandel.dk.

Nu rykker skitserne ind i galleriet i Bøjestræde 12 sammen med fotograf Lars Skaaning og
billedkunstnerne Els Cools og Oliver Streich.

Theis Vallø Madsen bliver således fjerdemand i galleriet. Han havde egentlig forestillet sig, at kunsthandlen kun skulle være på nettet:
– Men skitser er jo meget mere end et billede på en skærm. Der er altid noget, som
kameraet ikke fanger, fortæller han.

– Skitserne har en spontanitet og en umiddelbarhed, som ikke altid kommer med over på
lærredet. Skitserne giver et indblik i den kunstneriske proces, og det er ofte mere
spændende end færdige malerier, fortæller Theis Vallø Madsen.

Der er i øjeblikket flest skitser fra ældre kunsthistorie, især den såkaldte ”guldalder”, men
kunsthandlen skal fremover have skitser af flere nye kunstnere. Det var bare mest naturligt for kunsthandleren at begynde med det gamle:
– Jeg er jo egentlig museumsmand, så jeg begyndte med det, jeg kendte, nemlig de for
længst døde, fortæller Theis Vallø Madsen, som tidligere har arbejdet ved bl.a. Brandts,
Kunsten i Aalborg og senest Faaborg Museum.

Alle skitser ligger på skitsehandel.dk, og man kan følge skitsehandel på instagram som
a.skitsehandel. I Bøjestræde 12 kan man se et udvalg af skitserne.

Galleriet har åbent hver lørdag kl. 10-14 eller efter aftale.