Kunne du tænke dig at gøre en forskel for kommunens biblioteker og deres brugere? Så er det måske dig, som bibliotekerne eftersøger.

Der er brug for frivillige kræfter, og derfor afholder biblioteket i Faaborg et informationsmøde den 19./11. klokken 15.30 – 16.30, hvor biblioteket vil være vært ved en kop kaffe og et stykke kage, samt en snak udvikling og frivillige hænder.

Biblioteksleder Jesper Vognsgaard forklarer i en pressemeddelelse, hvorfor de nu søger frivillige:

– Vi vil gerne indbyde til en tættere dialog med vores brugere, så vi sammen kan arbejde på at gøre bibliotekets gennemslagskraft stærkere. Vores brugere indeholder mange værdifulde ressourcer, som vi på biblioteket kan drage stor nytte af. Omvendt kan de også få stor glæde af os – både på det sociale og kulturelle plan. Sammen kan vi skabe et bedre bibliotek til gavn for alle.

Mange muligheder som frivillig

Mulighederne er mange, og det frivillige arbejde kan langt hen ad vejen skabes og formes ud fra den enkelte frivilliges interesser og ønsker. Faaborg-Midtfyn Bibliotekerne samarbejder allerede nu med frivillige i forbindelse med samtalecaféer, uddeling af arrangementskataloger og Heartland Festival, men der kunne også godt bruges en hånd til andre aktiviteter, som fx it-hjælp, højtlæsning eller forskellige praktiske opgaver.

Hvad får man ud af at være frivillig?
Som frivillig ved Faaborg-Midtfyn Bibliotekerne får man ikke løn. Til gengæld tilbyder biblioteket, ud over glæden ved at hjælpe, mulighed for hyggeligt, socialt samvær, litterære eller musikalske oplevelser og at bidrage med idéer til fremtidige arrangementer. Den frivillige vil desuden modtage et par fribilletter til sig selv og en ledsager til bibliotekets arrangementer. For yderligere information omkring det at være frivillig på biblioteket, kan man kontakte frivillighedskoordinator, Tina Rasmussen, på tinar@fmk.dk eller tlf. 7253 8155.

 

- Annonce -