Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Jørn Ungstrup

Hende med fuglene

Ved et lykketræf fandt Malene Klint Vejlby i 2014 et nicheprodukt, som kunderne var vilde med: Vilde fugle malet i akryl på gamle søkort. Efterspørgslen er så stor, at Malene i dag kan leve af sin kunst.

Nær vandkanten ved barndomshjemmet i Nab spadserer Malene rundt med sit kamera. Hun holder sig klar til at skyde billeder af forbiflyvende fugle, af erindringsglimt fra barndommen eller fange et moment af usikkerhed eller uendelighed. 

I sit atelier i Grønnegade forvandler Malene fotografierne til kunst. Stemningsfulde oliemalerier, ofte med hendes egne børn som modeller, eller de populære søkort med de påmalede fugle.

– Jeg har altid malet. Men da drengene var små, holdt jeg pause fra maleriet. I stedet for underviste jeg i kreative fag, og jeg syede brugskunst af genbrugsmaterialer, fx tasker og punge lavet af gamle cykelslanger.

Da den yngste af de tre drenge startede i dagpleje i 2011, tog Malene maleriet op igen og tilmeldte sig samtidigt et iværksætterkursus.

– Jeg tænkte, at nu er det nu. Det har altid været en drøm at leve af kunst, selvom de fleste andre sagde, at jeg skulle finde mig noget fornuftigt at lave.

At finde sin niche

Malene har arbejdet i mange kreative retninger, lige fra keramik og cykelslangetasker til croquis-tegninger på nodepapir. Nu har hun lagt sig fast på to retninger, nemlig oliemalerierne, som er hendes foretrukne kunstart. Og så er der fuglene.

– Det var rent tilfældigt, at jeg lavede de første søkort med fugle. På en udstilling blev de fleste mine malerier solgt, og jeg skulle producere noget ret hurtigt. Jeg fandt søkortene frem og malede fugle i akryl, da det tørrer hurtigt. Jeg kunne se med det samme, at jeg havde ramt noget, som folk var vilde med.

I atelieret tårner stakke af sammenrullede søkort sig op på både gulvet og i reoler, og Malene er konstant på jagt efter flere. Idéen er nemlig, at kunderne kan bestille et kort over netop deres egn og med de fuglearter, som de synes bedst om. Senest fik Malene en bestilling til et guldbryllup, hvor parret, der skulle modtage gaven, boede på Langeland og var interesseret i jagt. Her fandt Malene et kort frem over øen og malede grågæs henover.

– Jeg finder inspiration til fuglene i mine egne billeder, fra nettet og i fuglebøger. Jeg forsøger altid at få de enkelte fugles særlige kendetegn med på kortet, det er vigtigt. Det kan fx være en bestemt fugl, der er kendt på det metalliske skær, og så maler jeg det frem.

At udtrykke sig ordløst

Malenes største passion er oliemalerierne. Det er et arbejde, der kræver ro og fordybelse. Og så tager det tid. Lang tid. Nogle af malerierne er over et år undervejs. Motiverne er ofte børnene, men fortællingen i malerierne er større end det enkelte motiv.

– Min idé er at sætte tanker i gang hos folk. Selvom det er mine egne børn, jeg ofte maler, så er det ikke portrætter af dem. De fungerer mere som statister i en fortælling, en universel fortælling eller følelse, som kan fremkalde øjebliksbilleder, som mange vil kunne genkende fra egen barndom eller egne børn.

På væggen i atelieret hænger et stort maleri af en fantasi-soldat i ternet skjorte, der sigter med sit skarpladte våben. Om håndleddet dingler et armbånd med et lille peace-tegn.

– Jeg har meget at lære endnu i forhold til oliemaleri, det er en lang læreproces, men jeg udfordrer gerne mig selv. Fx den ternede skjorte. Her tog jeg udfordringen op og malede tern i stedet for at gøre den ensfarvet. Rent teknisk vil jeg gerne fortsætte med at dygtiggøre mig. Eller faktisk håber jeg næsten, at jeg aldrig når i mål, så jeg altid kan blive ved at dygtiggøre mig

Maleriet, som hedder ’Lille soldat’, blev optaget på ’Portrait Now’, der er en censureret udstilling på Frederiksborg slots nationalhistoriske museum. Her var der indsendt 1192 værker, og kun 130 blev udvalgt.

– Mit maleri blev udvalgt blandt mange andre, så det var lidt af et skulderklap at komme med der. Det er min mellemste søn, der er model, og det var en stor oplevelse for ham at komme med over til ferniseringen i Riddersalen.

At lære om forretning

Selvom mange har fået øjnene op for Malenes kunst, har hun fortsat fokus på forretningsaspektet af virksomheden. Hun udstiller ofte i kunstforeninger landet over og deltager i messer og andre events. Med nogle dyrekøbte erfaringer har hun efterhånden lært også at udvælge, hvor hun stiller op for at promovere sin kunst.

– Det tager lang tid at køre rundt og stille udstillinger og tage dem ned igen. Så det er vigtigt, at der er et minimumskøb med i kontrakten. Til en udstilling i Skanderborg glemte jeg vist at nærlæse kontrakten; jeg fik solgt to postkort og fik to flasker rødvin. Der følte jeg mig lidt fjollet.

Lokalt har Malene haft udstillinger på Faaborg Rådhus i efteråret 2012 og flere gange i Levins Hus, hvor hun har udstillet sammen med keramiker Lajla Holm.

Senest havde Malene en stand ved kunstmarkedet til open by night.

– Det var spændende at være med til, og det var dejligt at nå ud til et andet publikum, end man kan til faste udstillinger.

Fakta:

Uddannet ved seminaret for kunst og håndværk i Kerteminde.
Mor til tre drenge på 6, 8 og 10 år.
Har været årets kunstner i kunstforeningen i Danmarks Lærerforening.