Tekst: Anne Kruse
Foto: Jørn Ungstrup
Stærk som en bjørn
På Bjørnø lever en viljefast kvinde, der af modgang bare bliver stærkere og stærkere. Godt hjulpet på vej af det sammentømrede fællesskab, der findes på øen. Nu skaber hun aktivitet på øen og håber på at tiltrække flere turister.
Måske den lille ø Bjørnø, har fået sit navn, fordi dens beboere er ligeså stærke som det store, pelsede dyr. For trods sit spinkle ydre er øens sognefoged Kirsten Bjørnø Kåg udstyret med en styrke og en vilje, der er en bjørn værdig. For godt et år siden mistede hun sin mand gennem 30 år, pædagogen og pilefletteren Henrik Kåg. Sammen boede de, som tredje generation, på hendes fødegård, den firelængede, århundrede gamle Bjørnøgård. Her havde de levet som familie med tre børn, pilefletterværksted og ferieværelser til sommerens turister. Alt sammen i deres fritid, efter at jobbene som socialpædagoger på fastlandet blev passet til daglig. I efteråret 2017 var ægteparret på vej til en ferie i Thailand, da Henrik Kåg følte sig utilpas og gik til lægen.
– Henrik var kun syg i to måneder inden han døde af cancer. Så det var en meget turbulent periode, vi var igennem der. Vi var slet ikke forberedte. Derefter sad jeg bare som et kæmpe tomrum og med en kæmpestor, gammel gård, som der altid er en masse vedligeholdelse ved. Noget af det første, børnene spurgte ind til, var, om jeg nu ville sælge gården. Jeg gik i tænkeboks, samtidig med at jeg fik konstateret posttraumatisk stress, fordi alting var gået så stærkt, fortæller 57-årige Kirsten Bjørnø.
Hun fortæller videre, mens vi sidder ved et af de små runde caféborde uden for sin afdøde mands værksted, der i dag huser Café Pileflet. Denne sensommerdag er to af hendes tre voksne børn hjemme. De giver en hånd med i caféen, og nyder at være på barndommens ø, der trods sine kun 30 fastboere, er et sted, der for længst har smidt halmen i træskoene og forsøger at gøre øen til et levende og aktivt samfund. Kirsten Bjørnø kunne have valgt at give op, sælge gården og begynde et nyt liv efter sin mands død, men en håndlæser skubbede hende i gang med en proces, der i dag gavner både Kirsten, øen og alle de besøgende, der har lyst til at nyde friskbrygget kaffe, hjemmebag og ro inden næste færge til Faaborg afgår.
– Jeg var ved en håndlæser i Nyborg i kun en halv time. Mine eneste oplysninger til hende var, at jeg overvejede et karriereskifte. Da hun så mine hænder, fortalte hun, at jeg var slidt på sjælen, at mit faste arbejde som pædagog var for hårdt for mig, og at hun kunne se, at jeg i fremtiden ville fylde mit hus med mennesker og blive kreativ igen. En uge efter skulle jeg til MUS-samtale på jobbet, og jeg besluttede, at hvis min leder ikke kunne give mig et års orlov, ville jeg sige op. Det endte med, at jeg sagde op. Jeg har haft en rigtig god mavefornemmelse med den beslutning. Skuldrene faldt lidt ned. Kort tid efter stiftede jeg caféen, og på grund af det gode vejr har jeg arbejdet fem måneder i streg, fra morgen til sen aften, siger Kirsten Bjørnø.
Hun indrømmer, at hun altid har kørt i et højt tempo med mange idéer. Hendes kreative sind folder sig også ud i interessen for selv at skabe med hænderne; keramik, billedkunst, glas og smykker. Sidstnævnte som udstilles og sælges i et begrænset udvalg i caféen. Paletten af gode idéer breder sig udover de kommende vintre, når caféen er lukket, så skal stedet fungere som kursussted. Og til næste sommer forvandler hendes eget hus sig til ”Bjørnø Badehotel”.
Pensionat og kursussted
Bjørnøgård er den klassiske forestilling om en firelænget bindingsværksgård. Stråtag, fine, gamle trædøre, sprossevinduer og toppede brosten på gårdspladsen, hvor killinger og enkelte høns huserer. Indenfor er alle moderne faciliteter, og indretningen kan bedst betegnes som hyggelig med masser af kunst på væggene, brændeovn og fritlagte loftsbjælker. Bag ved Café Pileflet er køkken og bad ved at blive etableret, og på lidt længere sigt kommer laden til at være rammen om kurser, når den bliver sat i stand og en keramikovn installeret.
– Hvis folk har en god idé til et kursus, så tilbyder jeg faciliteterne, inklusive forplejning og overnatning. Jeg vil også selv få kurser op at stå med undervisere udefra. I den kommende jul tilbyder jeg julefrokoster, med traktortur, glühwein i bålhytten, og levende musik. Og så har jeg en ny idé i støbeskeen; næste sommer rykker jeg ud af mit hus og ind i en skurvogn bag ved laden. Så vil jeg lave et pensionat, som et slags Bjørnø Badehotel, hvor 10 gæster kan overnatte og få alle måltider.
Til den tid satser Kirsten Bjørnø også på at have åbent i caféen to aftener om ugen og få ansat en kok, så hun ikke længere selv skal stå i køkkenet, men være praktikeren og tovholderen i stedet for.
Et minisamfund på godt og ondt
Selvom Kirsten Bjørnø har været væk i en årrække fra Bjørnø, fra hun var ung, og indtil hun stiftede familie, er øen, der ligger blot 17 minutters sejlads fra Faaborg, fyldt med særlige minder. Især dem om Gasolin, der skrev de fleste af deres numre til Gas 2, mens de boede på Bjørnøs gamle skole i begyndelsen af 1970’erne. Som stor pige så hun forarget på, at Kim Larsen og de andre musikere badede nøgne, og smugkiggede sammen med kammeraterne ind ad vinduerne til gassernes hus, mens de sad og jammede på nye numre. I dag er Bjørnø vel nærmest gået hende i blodet, for stedets særlige ro kan hun ikke undvære.
– Jeg kan mærke, at på Bjørnøgård har jeg det allerbedst. Her er en indre ro. Jeg har aldrig tænkt på det før nu, hvor jeg har brug for det, fortæller Kirsten i et hurtigt tempo.
Hun er tydeligvis en fin kontrast til al roen med sin bemærkelsesværdige, stærke drivkraft i et minisamfund, der har brug for mennesker som hende til at drive øen videre, så den kan blive ved med at være levende med færgefart og dagligt liv. Men hvordan karakteriserer man Bjørnø, når man kender den som godt som Kirsten, med det selvvalgte mellemnavn Bjørnø, gør?
– Øboerne er en stor familie på godt og ondt. Nogle gange går bølgerne virkelig højt, og vi går i total små sko. Og andre gange, som da Henrik døde, stod alle bare op og hjalp mig, sørgede for det hele. At Henrik kom hjem til Bjørnø en sidste gang i kiste og kom ind og stå i sit pileværksted, så at folk kunne komme og sige farvel. Den dag, hvor han blev bisat, sørgede de for, at der blev smurt sandwich, og at 100 mennesker kom herover. Så kan man virkelig mærke, at så er vi der sammen. Men når der ikke bliver gjort rent på det offentlige toilet, eller hvis der er for mange fluer, så er vi hurtige til at blive sure. Men man kan mærke sammenholdet, når der virkelig er brug for det.
Kan du mærke om din mand stadig er med dig?
– Jeg er så sikker på, at Henriks sjæl er her. Jeg tror, det er derfor, at jeg godt kan lide at være her og føler mest ro ved at gå herhjemme. Jeg kan ikke som sådan fornemme ham, men han er med i mine tanker, når jeg indretter. Jeg gør det i hans ånd. Da vi støbte nyt gulv i caféen, støbte vi også hans initialer i den våde cement. Han er så meget en del af det her sted stadigvæk.
