Tekst: Henrik Poulsen
Foto: ahphotography.dk

Fredag aften lagde Hotel Faaborg Fjord lokaler til Det Rigtige Faaborg LIVE part 2.

Her fik 300 gæster serveret otte timers musik, sang og underholdning.

En lang række lokale kunstnere sørgede for både fællessang, grin og masser af dansetrin. Programmet bestod blandet andet af britiske Paul Eastham, der er flyttet til Svanningehuse, efter at fundet kærligheden på vores breddegrader.

Han gør det normalt som vokal frontfigur i bandet Coast, der spiller rundt i hele Europa for tusindvis af mennesker, men fredag leverede han en stor musikalsk oplevelse, da han indtog scenen ene mand med guitaren i skødet.

Paul Eastham åbnede showet med en stærk optræden.

Gæsterne fik også lov til at opleve Faaborg eget byorkester for fuld udblæsning så at sige.

Der var trængsel på scenen, da 21 musikere hovedsageligt udstyret med blæseinstrumenter lagde fra land med en optræden, der for alvor satte trut i festlighederne. Orkesteret blev ved flere numre flankeret af Jan Valbak, der til stor begejstring leverede Sinatras “New York, New York” og klassikeren “Can’t Take My Eyes Off You”, som Frankie Valli uddødeligegjorde tilbage i 60’erne.

Valbak gjorde det godt som crooner foran Faaborg Byorkester.

Aftenen bød også på et kærligt gensyn med De Tre Tenarer.
Det er svært ikke at savne en god lokal revy, når man oplever Palle Rimmer, Carsten “Gaardmand” Christensen og Dan Jørgensen på scenen. De gør det formidabelt, når de som sveddryppende kvindebedårer synger sig igennem “let” omskrevne arier.

Dan Jørgensen uddelte engangsklude til publikum før den tårevædede optræden.

Senere på aften overtog trioen Posten, Piloten og Pianisten dirigentstokken.
Kåre Linnebjerg og Co. optrådte blandt andet sammen med Løven & Hulken og sangerinden Bonnie Bach Jones. De sørgede for, at de danselystne der havde skippet aftenens udgave af Vild Med Dans, ikke manglede hverken god musik eller dansetrin til deres fredag.

Dommerpanelet i Vild Med Dans havde formentlig været begejstret over danselysten.

Se galleriet fra ahphotography.dk herunder: