Ligesom Øhavsmuseet kan Faaborg Museum nu glæde sig over flere penge til udvikling. Kommunalbestyrelsen har nemlig med Budget 2019 besluttet at øge driftsstilskuddet til Faaborg Museum med 1,2 millioner kroner.

Pengene skal bruges til at realisere museets omfattende renoverings- og udviklingsprojekt i de kommende år. Kommunalbestyrelsen i Faaborg-Midtfyn Kommune har nemlig besluttet med Budget 2019 at afsætte yderligere 1,2 mio. kr. årligt til museet, skriver KOmmunen i en pressemeddelelse.

Det betyder, at museet fra 2019 får 3,3 mio. kr. i årlig driftsstøtte fra Faaborg-Midtfyn Kommune.

Museumsdirektør Gertrud Hvidberg-Hansen glæder sig over det øgede driftstilskud.

– Faaborg Museum får nu et meget mærkbart økonomisk løft, og det får stor betydning for vores udviklingsplaner og vores arbejde med at forløse museets store potentiale yderligere. Det har afgørende betydning for Faaborg Museum, at vi har kommunens bevågenhed og indgår i de ambitiøse strategiske udviklingsplaner, der blandt andet skal sikre vækst i turisme og bosætning, siger hun i pressemeddelelsen.

Borgmester Hans Stavnsager er også tilfreds med, at Budget 2019 løfter én af kommunens centrale kulturinstitutioner.

– Faaborg Museum er en vigtig brik i vores ambitioner om at gøre Faaborg til en af landets foretrukne oplevelses- og turistdestinationer. Derfor har vi valgt at give museet et økonomisk løft for at sikre, at museet kommer godt igennem den forestående renovering og udvidelse af museets bygninger, forklarer borgmesteren.

Udviklingsprojektet er udpeget som et af de første signaturprojekter i Faaborg-Midtfyn Kommune. I den forbindelse blev der i 2018 afsat i alt 20 mio. kr. i kommunalt anlægstilskud i årene 2020-2021.