Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Jørn Ungstrup
Mød ægte sjælevarme
Måske har du hørt om dem – Faaborgs ’rockerbande’ De Røde Sjæle? Eller set dem, når de drøner forbi på motorcykel med rygmærker. Selv kalder de sig en motorcykelklub, med et fællesskab hvor tillid og venlighed er nøgleord. Kom med ind bag rygmærkerne, og oplev klublivet på tætteste hold.
Ude bagest i industrikvarteret drejer vi til venstre ned ad en smal indkørsel. Buskads, træer og græs vokser vildt og indrammer gårdspladsen. Vi fortsætter langs klubhuset og parkerer bilen. Bilen skiller sig ud, for gårdspladsen er indtaget af medlemmernes køretøjer – og her kører man på motorcykel. Bag ved den overdimensionerede grill og med udsigt gennem hyldegrene til søen med de kvækkende frøer, sidder tyve medlemmer bænket ved et langbord, som de gør hver onsdag og fredag aften. I krattet omkring klubhuset ligger flere træstubbe fyldt med søm og mærker fra hammeren.
Charmerende jargon
Gennem damp fra kaffekopperne og røg fra cigaretterne spotter vi både læderbukser og rygmærker. Luften emmer af kærlige drillerier, af den type der kun opstår i et fortroligt fællesskab.
De er her alle: Fejeren, AG, Lalli, Høtot, Zimmerød, Duddi, onkel Michael, Rulle, Møffi, Porno, Olsen, Epoxy, Papegøjen og mange flere. Og til hvert navn hører der en historie.
’Egentlig hed Fejeren Skorstensfejeren, men vi har forkortet det, nu er han kun til industribrug,’ griner Møffi.
’Og jeg kan huske, da jeg opdagede, at Rulle i virkeligheden hedder Jan, det var sgu underligt,’ griner AG.
’Oliver kalder vi Papegøjen, han taler virkelig meget, en gang talte han hele vejen til Rotenburg,’ fortæller AG. Papegøjen er hurtigt på banen med et nøgternt svar: ’Det er jo også kedeligt bare at sige ingenting.’
Efter den korte introduktion beslutter vi at udnytte det sidste dagslys til at få taget et fællesfoto. Motorcykelvenner stiller sig tæt sammen og følger fotografens anvisninger.
’Træk dog maven ind Bobo,’ lyder en kærlig bemærkning.
’Kom du også bare med på billedet, Sanne. Og Rulle, du kan lægge dig nede foran.’
’Ja, eller på grillen,’ supplerer Møffi, og flokken bryder ud i grin.
Fotografen dirigerer rutineret flokken tættere sammen.
’Han er sgu værre end Sølvhjelm.’ Endnu et latterudbrud.
Fest skal der til
Rulle, der netop har fejret fyrreårs-jubilæum som medlem, viser klubhuset frem. Allerede inden vi passerer døråbningen, fornemmer man en svag duft af røg og fest. Til højre er der en lang bar, med klokke og kohorn og hvad der ellers hører sig til, og til venstre ligger køkkenet. Herimellem er der indrettet områder med siddepladser: Højborde med barstole, et loungeområde med bløde lænestole og et område med almindelige borde, der let kan flyttes, når der skal være plads til et band.
– Vi har tre store fester om året. I uge 10, 20 og 40. Det er nemt at huske. Her inviterer vi gud og hver mand med. Jeg tror, halvdelen kommer udefra. Puch Maxi-klubben kommer også, de drikker ligeså meget som os andre, og så er de ligeså underholdende, fortæller Rulle.
Den store brændeovn kan ikke varme lokalet op om vinteren. Her benytter medlemmerne klubhusets anden afdeling: en mobil kontorafdeling, de har overtaget efter Skako. På væggene bag de store sofaer hænger gamle klubbilleder, Rulles gamle, lasede klubjakke og mærker fra nogle af de mange venskabsklubber, som De Røde Sjæle gennem tiden har fået i både Danmark og Tyskland.
– De andre klubber har selv nøgle til klubhuset, så de kan bruge det, som de vil. Vi holder også fester sammen, og vi modtager invitationer hele tiden, fra hele landet, fortæller Rulle.
Fra knallertklub til motorcykelklub
Rulle og Møffi var begge med til at starte klubben op tilbage i 1976. Klubbrødrene forsvinder ind i minderne og fortæller.
’Vi var en gruppe folkeskolevenner fra Toftegården og Svanninge, der startede en knallertklub. Vi kørte rundt til hinanden privat, ellers var Sinebjerg et yndet opholdssted,’ fortæller Møffi.
’Ja, dengang var der iskiosker på Sinebjerg, og de holdt åbent lige så længe, vi købte øl,’ supplerer Rulle.
’Hans Jørgen fra Bangsbo støttede op om vores knallertklub, han gav os et sted at være, så rendte vi ikke rundt og lavede ballade andre steder,’ forklarer Møffi.
Efterhånden som flokken fyldte 18 fik de motorcykler i stedet for knallerter, og snart var De Røde Sjæle en motorcykelklub.
I dag er mange af medlemmernes egne børn medlem af klubben, og alle interesserede kan blive medlem.
’Vi er en klub for alle, både mænd og kvinder. Bare man har en motorcykel. Motorcykler er vores interesse – at køre på dem og reparere dem. Vi går ikke op i fx rygmærker, faktisk har kun halvdelen en jakke eller vest. Vi forventer bare, at man er en god ven, så det bliver ved med at være et rart sted at være,’ fortæller Rulle.
Plads til forskellighed
Ud over motorcyklerne er der opblomstret andre hobbyer. En gruppe klubkammerater, anført af en tidligere brygmester, brygger øl og mjød. Andre nyder at trylle kulinariske oplevelser frem.
’Vi har fået renoveret vores køkken. Tidligere var det sådan lidt… tilfældigt… med hygiejnen, men nu har vi gode rammer. Mig og damerne laver alt mad herude fra bunden. Det er ligesom at gå på restaurant.
Sidst lavede vi mad til 100 personer, og vi får store roser,’ forklarer Bobo.
Tilbage ved langbordet går snakken om tidligere ture til venskabsklubben i Rotenburg.
’AG kan du huske sidste år, da du troede du havde fået alkoholforgiftning?’
’Ja, hold nu kæft, det var en god tur. Vi farede vild dagen efter – den indre GPS var ligesom bedst til de snoede veje,’ svarer AG.
Det sidste lys er næsten forsvundet, og langsomt ophører snakken og luften fylder af motorlarm, mens medlemmerne triller hjemover.
