Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Jørn Ungstrup / Privat

En præst går i krig

Den danske hær har 50 præster til at virke i rollen som feltpræst. Èn af dem er Faaborgs sognepræst Henrik Nedergaard. To gange har han været udsendt til krigszoner, hvor de danske soldater har haft gavn af hans evne til at lytte og lindre. Her mødes kontrasterne ’krig og fred’.

På Klostergade 40 ligger den store embedsbolig, der følger med embedet som præst. Allerede da sognepræst Henrik Nedergaard tager imod stråler kontrasterne imod os. T-shirtens røde og blå striber er påtrykt et hummel-logo på brystet og vidner om verdslige interesser og en interesse i fredlige fodboldkampe. Om højre håndled bærer han et armbånd, der vidner om en tid, hvor krig var en realitet og kamphandlinger en daglig trussel. Det er et armbånd, han selv har skabt i nogle af de lange timer i soldaterlejren i Helman-provinsen.

– Præster er til stede, hvor der er glæde, og hvor der er sorg. Det er Folkekirkens princip, at hvor der er danskere, skal der være præster. Man skal kunne høre Guds ord på sit modersmål.

Alt ligger i forberedelsen

Med en oprindelig uddannelse indenfor økonomi, blev Henrik Nedergaard i 2007 færdiguddannet som cand. Theol. Han har altid interesseret sig for bl.a. historie og filosofi, og uddannelsen i teologi giver ham mulighed for at bringe begge interesser i spil. Teologi er jo et bredt område, som han formulerer det. I 2008 kom han til Faaborg som sognepræst, hvor han siden har betjent kirkerne i Faaborg, Diernæs, Lyø og Avernakø.

Selvom både uddannelsen og embedet spænder bredt, så fik Henrik alligevel lyst til at prøve noget nyt.

– Man kan ligesom være præst eller præst, der er ikke så mange valg. Jo, man kan blive fængselspræst eller hospitalspræst, og man kan blive missionær i Afrika, men det havde jeg ikke lyst til. Da jeg så i præsteforeningens medlemsblad, at de søgte feltpræster, så søgte jeg. 

En feltpræst skal leve op til mange krav, bl.a. skal de have erfaring med embedet, klare nogle fysiske tests og en består lægeundersøgelse. Efter et tilfredsstillende resultat fik Henrik og fire øvrige præster i 2010 et Q for ’qualified’, hvorefter der blev skrevet en fireårig kontrakt med Forsvaret.

Selvom præster ikke velsigner våben, gennemgik alle fire feltpræster et mini-rekrutforløb, der bl.a. indebærer våbenbetjening.

– Feltpræster bærer pistoler inde i lejren, og udenfor hegnet har vi våben som soldaterne. Vi skal kunne værne om egen sikkerhed og ikke være til fare for andre, når vi løber rundt med våben.

Uddannede feltpræster står i beredskab, klar til udsendelse, mens de varetager indenlands opgaver. I Henriks beredskabstid har han betjent soldaterne på Haderslev kaserne og hjemmeværn Fyn med gudstjenester.

Bomber og bagholdsangreb

I 2014 blev Henrik udsendt til Helmand, hvor han blev til basen lukkede ned. Herefter flyttede de til lejren Kabul. Her var Henriks fornemste opgave at lytte sig ind til soldaternes problemer, samt at afholde gudstjenester under mere primitive forhold end sædvanligvis.

– Som feltpræst er man på arbejde hver dag. Man går rundt i lejren og mærker efter på vandrørerne, lytter, hjælper til med det praktiske. Der skal afholdes gudstjenester, men jeg arrangerede også flere sociale aktiviteter, som fx volleyboldturnering, filmvisning eller foredrag.

Nogle soldater oplevede, at de pludseligt blev bange. Så bange, at de ikke kunne udføre en ordre, der blev givet. Her møder de præsten, som lytter og beroliger. Det kan ske, at soldaterne ikke kan forlade et køretøj og træde ud i sandet. Af frygt for bomber eller bagholdsangreb.

– Som feltpræst kommer man i berøring med en anden gruppe mennesker. Det er jo primært unge mænd, og jeg kunne være far til de fleste. De kan være nogle hårde hunde, men grundlæggende kommer de til mig med de samme problemer som folk hjemme i Faaborg. Problemer med børnene, problemer med familien mm. Men det kan også være, at der er problemer internt i gruppen, for folk dernede kan blive trætte. Krigstrætte.

Man kan ikke måle tro

Inden en afrejse til en krigslejr besøger feltpræsten soldaterne på kasernerne og er med dem ude på øvelse. De lærer hinanden særdeles godt at kende. Alle skal nemlig, også feltpræsten selv, skrive afskedsbreve til sine nærmeste, samt udfylde testamentet ’Sidste vilje’.

– Det kan godt afføde nogle spørgsmål til mig som præst, når de skriver deres breve. Men det er vigtigt, for når de kommer ud i en situation, hvor der er varmt, så er det netop disse tanker, der ryger gennem hovedet på en.

I en krigslejr er der sædvanligvis god deltagelse ved kirkegang. 30-50 kirkegængere ud af en flok på 200 soldater. Henrik har flere bud på den store interesse for feltgudstjenesterne.

– Man kan ikke måle tro. Jeg gransker ikke folks indre trosliv, og jeg spørger ikke, hvorfor de kommer til gudstjenesten. I en krigslejr har soldaterne naturligvis nogle eksistentielle overvejelser. Men fx i Afghanistan var gudstjenesten en del af en delingsførers rutiner: efter en patrulje udenfor hegnet, hvor alle var kommet hjem med alle lemmer i behold, sagde han til sine folk, ’i aften skal vi til gudstjeneste’. En fin gestus, selvom man dog ikke på den måde kan betale af på sit regnskab til Gud, smiler Henrik.

Bodstjeneste, sammenhold og det simple liv

Da Henrik i 2014 blev udsendt, var det for syn månder. Der var mange praktiske overvejelser, og blandt andet skulle det afstemmes med familien, der dengang bestod af en bare to år gammel søn.

I maj i år tog han afsted til Irak for at afløse en anden feltpræst, der skulle hjem på leave (orlov). Når Henrik bliver spurgt om, hvad der motiverer ham til at drage i felten som præst, er der flere faktorer, der spiller ind.

– Jeg var ikke selv værnepligtig som ung, og det har jeg fortrudt. Så nu kan jeg betale lidt tilbage. Men jeg gør det primært for Forsvarets og soldaternes skyld. Som feltpræst bliver man robust på en anden måde, som man kan bruge i flere sammenhænge. Livet bliver mere simpelt derude; du har en seng, en metalkasse med gevær og patroner og en kasse med tøj. Du kan holde fokus udelukkende på opgaven.

Blandt de udsendte er der opstået et fællesskab, og Henrik er stadig i kontakt med flere fra holdet, og så har han viet en af soldaterne fra 2014-holdet.

Henrik nyder at fungere som sognepræst i Faaborg igen, men han håber på endnu en gang at blive udsendt på et længere ophold.

 

Uddrag af soldatens bøn:

Kære Gud, jeg beder dig:
Bevar mig og mine nærmeste
fra sygdom, ulykke og alt ondt.
Vær hos mig, når jeg er truet
og gribes af angst for mit liv og helbred.
Lad mig få lov at vende tilbage
til min hverdag i god behold,
når min tjeneste er forbi.
Det beder jeg om i Jesu navn.
Amen

- Annonce -