Faaborg Sejlklub imponerede igen i weekenden og sikrede en flot podieplads i Sejlsportsligaen.

Max Rohde, Michael Rohde, Jakob K. Sørensen og Søren Thomsen kunne søndag række armene i vejret, knytte næverne og juble over at have sikret Faaborg Sejlklub en podieplads til årets tredje Sejlsportsliga-stævne.

Faaborg-holdet sluttede efter 15 sejladser på en 3. plads. Resultatet betyder, at Faaborg Sejlklub kravler op på en 7. plads i Sejlsportsligaens samlede stilling, og nu er det bedst placerede fynske hold.

– Holdets præstation har været fantastisk. I en liga, som kun bliver stærkere og stærkere, er det virkelig imponerende at lave en podieplacering mod bl.a. tidligere OL-sejlere og andre, som satser en stor del af deres liv på sejlsport, siger Faaborg Sejlklubs ligatræner Henning Sørensen.

Faaborg Sejlklubs ligahold skal på vandet igen om kun to uger, når årets sidste og afgørende ligastævne bliver afholdt i Aarhus.