Man kommer ikke tættere på Shu-Bi-Dua.

Der manglede nærmest “kun” Michael Bundesen, så havde nostalgitrippet været totalt på asfalten foran Forum Faaborg fredag aften.

Michael Hardinger havde samlet et stærkt hold omkring, og havde blandt andet de tidligere Shubbere Jørgen Thorup og Kim Daugaard med på scenen.

Publikum kom på med alpetoppen, mødte Hvalen Hvalborg, og fes op og ned af vejen i Folkevognen – “Vennernes” jubilæumsfest blev én stor fællessang.

Formanden for den jubilerende forening Henrik Brandt-Jacobsen var da også godt tilfreds med folkefesten, der trak cirka 600 koncertgængere, hvoraf de 350 havde indtaget helstegt pattegris i en stegende hed hal i Forum Faaborg forud for den levende musik.

– Det hele klapper jo. Vejret er perfekt, og folk er glade. Vi har fået den fest, vi gerne ville have, lød det fra formanden.

Om fejringen af foreningens 40 års jubilæum bliver en overskudsforretning, er for tidligt at sige.

– Vi må vente med at gøre det hele op, til vi ved hvor meget øl, der er løbet igennem hanerne, og præcis hvor mange der har været inde på pladsen. Tanken har heller ikke været at lave penge på den her aften, men at lave en fest faaborgenserne og alle medlemmerne i FB&IF’s foreninger.

Henrik Brandt-Jacobsen tør heller ikke love, at der kommer flere koncerter til området med “Vennerne” som arrangør.

– Nej, det er presset marked, så nu må vi se, men i aften er i hvert fald en god aften, konstaterede formanden.

- Annonce -