Der har længe – faktisk MEGET længe, været et stort ønske om en fælles arrangementkalender for Faaborg-området.
Både fra brugere, foreninger og andre der står bag aktiviteter på egnen.

Nu er der gjort noget ved det.
Faaborg by og -omegns nye, fælles kalender faabaar.dk er gået i luften med ambitionen om at blive områdets bedste og mest fyldestgørende overblik over events, arrangementer og oplevelser. Vores Faaborg & Egn har taget initiativet til i fællesskab med Visit Faaborg og Det Rigtige Faaborg at udvikle kalenderen, som nok starter helt enkelt ud, men med tiden også skal blive et reelt værktøj til alle aktører i byen og på egnen, der ønsker at orientere sig i et årshjul, når nye events og idéer skal have luft under vingerne.

– Mange vil genkende layout og brugeropsætning fra arrangementskalenderen på Det Rigtige Faaborg, men det nye er, at blandt andet turisterhvervets tilbud også ‘fødes’ på faabaar.dk, så dette bliver portalen også for turister, og desuden at der er lagt i ovnen til et decideret årshjul for alle egnens operatører. Så faabaar.dk skal i løbet af sit første leveår gerne blive the place to go – både for lokale, der vil vide hvad der sker, for besøgende, der vil have en oplevelse, og for aktører, der vil planlægge nye events, siger Henrik Poulsen fra Det Rigtige Faaborg.

Ønsket om en fælles kalender for byen og egnen er ofte blevet ytret blandt både private og forretningsdrivende, mange har indtryk af, at der er et sandt overflødighedshorn af muligheder i Faaborg og omegn, men at det simpelthen er svært at finde et samlet overblik, og at man derfor nemt går glip af oplevelser, man ellers gerne ville have haft.

– Det er ikke helt enkelt at samle en hel egns aktiviteter og interesser på eet sted, der kan bruges af alle, men et sted skal vi jo for pokker starte, og hvis vi skal vente, til absolut alle tænkelige muligheder, problemer, varianter og afledte effekter er afklaret, ja så kommer vi aldrig i gang. Derfor går vi i luften nu, med en version af en kalender, der ligenu er relativt simpel, men som over tid vil blive videreudviklet i samarbejde mellem os tre aktører og forhåbentlig også endnu flere. Vores Faaborg & Egn er sat i verden for at samle, koordinere, motivere og initiere – det gør vi med mange greb, og kalenderen er eet af dem, siger Stine Mjaaland, kreativ konsulent for Vores Faaborg & Egn.

Een af de positive følgevirkninger af faabaar.dk skal gerne blive, at ressourcerne der i dag bruges på mange forskellige event- og arrangementskalendere kan slåes sammen, sådan at færre bruger tid og kræfter på at udvikle, opdatere og vedligeholde – og dermed, at der frigøres kræfter til andet arbejde.

– Det er jo åbenlyst fornuftigt, at vi ikke sidder med hver vores kalender, når vi i stedet kan samle det hele eet sted, og være fælles om både driften og udviklingen. Desuden giver det også rigtig god mening, at tre -og med tiden endnu flere- af egnens aktører på denne måde får 1:1 adgang til hinandens netværk at kommunikere i, for det betyder jo, at ethvert arrangement eller tilbud pludselig kommer endnu bredere ud, og dermed giver endnu flere mennesker mulighed for at opdage, at netop dén yndlingsaktivitet, dén drømmekoncert eller dén ønsketur er tilgængelig. Der er på nuværende tidspunkt ikke penge i dette projekt, så der blinker ikke dollartegn i mine øjne, men de lyser da af udsigten til en win-winoplevelse for hele egnen, siger Mads Rye Sletbjerg, turistmanager hos Visit Faaborg.

Se kalenderen her: http://www.faabaar.dk/