Kenneth Guldhammer fejrer 10-års jubilæum – Jeg har været ved at give op mange gange

Netop i disse dage kan Kenneth Guldhammer fejre 10-års jubilæum som indehaver af Landslagteren Mad Med Mere i Faaborg.

Da han tilbage i 2005, 26 år gammel, sad i sin lejlighed i Silkeborg, og så en annonce i et fagblad, om at Britt og Jørgen Rasmussen i Faaborg søgte en slagter, der var interesseret i at indgå et glidende generationsskifte, kendte han hverken Faaborg eller butikken.

– Jeg havde aldrig været i byen eller hørt om butikken. Jeg vidste bare, at jeg gerne ville have min egen butik, og jeg havde ikke krone på lommen. Da jeg så annoncen, tænkte jeg, at det her måske var en mulighed for at arbejde mig til min egen slagterforretning, fortæller Kenneth Guldhammer.

Han pakkede bilen i en weekend, fandt vejen til Sydfyn, og var imponeret over, hvad han så da, han trådte indenfor i butikken i Torvegade.

– Da jeg havde gået lidt rundt i butikken, var jeg ikke tvivl.
Den her butik. Det her sted. Med de mennesker. Det var jeg klar til at gå efter.
Så jeg lejede et værelse hos Faaborg Byferie, og startede om mandagen.

Sådan startede det glidende generationsskifte.
Det hele “gled” dog så stærkt, at Kenneth Guldhammer allerede i 2008 overtog butikken, og nåede drømmen om at blive herre i eget slagtehus.

– Når jeg ser tilbage, er tiden bare gået stærkt. Det har været hårdt. Benhårdt. Jeg har været ved at give op flere gange undervejs. Det har nogle store omkostninger for familielivet, når man arbejder så meget, som jeg har gjort. Det har gjort ondt ind i mellem, og det har været ved at vælte mig, beretter slagtermesteren.

2012 var et særligt udfordrende år.
Her kom Skat på nakken af Kenneth Guldhammer, og kulegravede hele hans økonomi.
Både den i virksomheden og hans private.

– De fandt intet, men det er altså hårdt at være under “beskydning” i den grad.
Der havde jeg virkelig lyst til at trække stikket og bare lukke butiksdøren bag mig, fortæller han.

Det gjorde han som bekendt ikke, og det er der tre gode grunde til.
De ansatte, gode venner og kunderne.

– Mange kunder vidste hvad der foregik, bakkede op med søde ord, og gav mig energi til at kæmpe videre. Uden dem og gode sparringspartnere i vennekredsen var det ikke gået, afslører Guldhammer.

Jubilæet fejres torsdag, fredag og lørdag i denne uge med gode tilbud i butikken.
Fredag ruller slagtermesteren sin foodtruck på gaden, og byder på gratis pølser.