Faaborg-Midtfyn bedst på Fyn til at få kontanthjælpsmodtagere i job

Faaborg-Midtfyn Kommune har på kun otte måneder sænket antallet af jobparate kontanthjælpsmodtagere med 40 procent. Opskriften er at give de ledige på kontanthjælp samme tilbud som de forsikrede ledige.

Flere samtaler og mere fokus på uddannelse og praktik. Det er årsagerne til, at Faaborg-Midtfyn Kommune fra januar til august i år har kunnet reducere antallet af jobparate kontanthjælpsmodtagere med hele 40,6 procent, fortæller kommunen i en pressemedelelse.

I januar 2017 var der 165 jobparate kontanthjælpsmodtagere i Faaborg-Midtfyn. I august var tallet 98, og det er den største reduktion blandt de otte fynske kommuner.

Formand for Faaborg-Midtfyn Kommunes arbejdsmarkedsudvalg, Mette H. Frederiksen (S), siger:

– I Faaborg-Midtfyn har vi politisk givet hinanden håndslag på, at vi investerer i de indsatser, som vi ved giver borgeren gode muligheder for at få varig tilknytning til arbejdsmarkedet. Og vi har givet administrationen mandat til at tænke ud af boksen. Derfor har vi siden årsskiftet målrettet gjort en ekstra indsats og investeret mere tid og flere ressourcer i den enkelte ledige. Det har vi gjort ved at lave flere én-til-én samtaler og ved at prioritere uddannelse og praktik højt. Og det har virket. Flere er i job, og de er glade for den hjælp, som de har fået på jobcentret, siger hun.

Inspireret af a-kasserne
Mere uddannelse dækker blandt andet over AMU-kurser, hvor ledige gradvist kan blive efteruddannet. For eksempel som rørlægger eller svejser. Praktik handler oftest om virksomhedspraktik, som for mange er en god måde til gradvist at vænne sig til igen at være på arbejdsmarkedet og til at få foden inden for på en arbejdsplads.

– Langt hen ad vejen har vi faktisk kopieret indsatsen til de forsikrede ledige. Det er et simpelt greb, men det har givet vores jobkonsulenter mere tid til at se borgeren i øjnene og til at tilrettelægge individuelle forløb med uddannelse og praktik. Og resultaterne er gode, så det er naturligvis noget, vi fortsætter med,” siger Mette H. Frederiksen i meddelelsen.