Els Cools – Jeg har enorm præstationsangst, og kan næsten ikke være i mig selv

Den charmerende accent bag det forsigtige smil afslører det straks.

Els Cools har ikke levet hele livet med Dannebrog blafrende i baghaven og den karakteristiske røde grød med de mange bløde d’er på middagsbordet.

Den 51-årige grafiker og illustrator er født i Belgiske Mol.
Her tog hun i en ung alder en blyant i hånden, og begyndte at tegne, siden har hun stort set ikke sluppet den.

Det stod også tidligt klart for hende, at hun ville være kunstner, det tog lidt længere at overbevise hendes forældre, der mente at Els skulle have en ”rigtig” uddannelse.

– Jeg fuldførte gymnasiet, men kom aldrig til at holde af at gå i skole. Jeg ville hellere tegne og være kreativ, uddannelse som grafiker og illustrator på Sint Lucas og kunstakademiet i Antwerpen, inden et stipendium i 1990 hjalp mig til kunstakademiet i Bratislava, hvor nogle af Europas bedste undervisere i illustration og
grafik ventede på mig, fortæller Els Cools.

Ind i mellem studierne i den Slovakiske hovedstad blev der også plads kærligheden. Det var nemlig her, at Els Cools mødte sin mand Oliver Streich, der oprindeligt kom fra Schweiz, men havde taget turen til Danmark for at blive uddannet som grafiker og illustrator på Designskolen i Kolding.

– Jeg flyttede med Oliver til Danmark, hvor vi boede hos hans forældre. Her lavede vi vores første bog sammen med en syrisk forfatter, og jeg forelskede mig hurtigt i området. Vi måtte dog lige en tur om Vejle, før vi i 2003 besluttede os for at købe hus på Østerbrogade i Faaborg.

Her følte jeg mig hjemme med det samme. Alle tog imod os med åbne arme, både i kunstnermiljøet og i byen generelt, det var noget helt specielt, husker Els Cools.
I arbejdsværelset med udsigten over Ø-havet bliver der for alvor plads til de figurative streger, den surrealistiske stemning og skæve humor, der præger Els Cools’ værker.

– Jeg kan godt lide at tage en hverdagssituation, forvrænge den lidt og måske tilføre lidt melankoli. På den måde håber jeg, at beskueren bliver konfronteret med sig selv, og kan mærke humoren i det jeg laver, fortæller hun.

Els Cools – Waiting For A Coin

Els Cools’ streger kan findes mange steder. Hun har blandt andet leveret tegninger til Landbrugsavisen hver uge i 18 år, lavet illustrationer til et hav af bøger, undervisningsmaterialer og malet et utal af finurlige malerier.

I øjeblikket er Els Cools ved at forberede sig til en stor udstilling i Aalborg i oktober.
Her skal hun udstille 25 nye store og mindre billeder, hun stort set ikke er begyndt på.

– Jeg har enorm præstationsangst, og kan næsten ikke være i mig selv. Jeg stiller højere og højere krav til mig selv når jeg skal præstere, og bliver usikker i mit arbejde. Så tænker jeg pludselig, at nu går det ikke mere, i morgen er det slut, og jeg kan blive i tvivl om hele tilværelsen i sådan en proces. Jeg lægger så meget af mig selv i det jeg laver, der er så meget på spil, at nogle gange tænker jeg på bare at droppe det
hele, erkender Els Cools.

– Nogle gange går drømmen også i retning af at søge et job som ”havemand” og pleje parkerne og kirkegårderne i Østerbrogade. Tænk sig at have et fysisk arbejde ude i naturen og kunne nyde vind og vejr hver eneste dag året rundt, smiler hun drømmende.
– I sidste ende er det at skabe historier på lærred og papir dog min drivkraft på godt og ondt.

Els Cools – Bridging

Skulle du have lyst til at se nogle af Els Cools’ værker, så har du chancen i Galleri Kirk i Aalborg til efteråret eller i GaleRiget i Faaborg, et galleri som Els Cools driver sammen med sin mand Oliver Streich og fotografen Lars Skaaning.

Fakta:
Els Cools
51 år
Illustrator, grafiker og billedkunstner
Bor i Faaborg
Har to børn på 17 og 19 år sammen med Oliver Streich
Se mere på elscools.dk